Mon nogen husker navne som EyeQ og Jon i dag, henholdsvis fem og fire år efter at det dryssede med Popstars over Danmark? Nå ikke. Men så kan vi jo med sindsro konstatere, at det eneste blivende musikalske navn, der kom frem gennem den stærke eksponering i tv, var Julie Bertelsen, der blev nummer 2 i 2002 efter Jon Nørregaard. Det er slet ikke så ringe, i den forstand at den tidligere medicinstuderende fra Grønland er et så sympatisk bekendtskab. Rent musikalsk kan det dog ikke nægtes, at heller ikke Julie Bertelsen har haft meget mere end overfladisk, sødmefyldt metervarepop at byde på.
Ingen pondus
Selv om udtrykket på hendes tredje album (i hvert fald) giver sig ud for at være mere rocket og baseret på rå guitarer og sange om den kærlighed, der varer længere end brændstoffet fra den første passion, er der desværre ikke ændret meget ved det. ’Asasara’ – ’Min elskede’ på grønlandsk – er godt produceret, og musikken swinger og er i balance. Men de sange, der skulle bære de store følelser og overvejelserne om den modne kærligheds vilkår igennem, er der desværre heller ikke denne gang. Albummet veksler mellem det naturligt søde og det tilstræbt flossede, men holder sig konstant inden for rammerne af begge kategorier. Da Julie Bertelsen som vokalist ikke kan give sangene pondus eller drama, ender vi alle gode intentioner til trods med en tam og kedelig affære. Man kunne ønske sig, at hun havde taget titlen mere alvorligt og havde nærmet sig sit grønlandske udgangspunkt mere i stedet for stadig at vade rundt i en international suppe uden bølgeskvulp. Den gode vilje er ikke altid nok.
