For ikke så længe siden spillede rockmusik en væsentlig rolle i Amerika som den store, samlende folkelige kraft, der fik stemmer fra folk som John Mellencamp. Den 55-årige sanger og sangskriver fra Indiana, har altid været for det landlige USA, hvad Bruce Springsteen er for storbyernes blåklædte kontingenter af arbejdere.
En talsmand, en mental støtte og helt konkret en vældig drivkraft i bevægelsen ’Farm Aid’. I hvert fald indtil fly bragede ind i bygninger og verden forandrede sig med slingrende usikre syvmileskridt den 11. september 2001. Siden har der været stille omkring John Mellencamp, der helt tydeligt har flået dybt i sine amerikanske rødder for at finde en mening med det hele, en retning for sig selv og det land, han altid har dyrket med lige dele had og kærlighed.




























