Når man gennem et langt liv har brugt sin krop som kemisk laboratorium, ved man naturligvis et eller andet om forurening. Alligevel er det lidt af en overraskelse, at den selvudnævnte Mørkets Fyrste, Ozzy Osbourne, på sine ældre dage er blevet en frådende miljøaktivist og glødende moralprædikant.
Det giver ligesom begrebet politisk korrekt nye og uventede dimensioner at høre den tidligere duedræber synge linjer som: »The almighty dollar/ Poison the air that we breathe/ Chained to industrial need/ Destroy the souls that you steal – the radiation is real/ Debate – to late« i ’The Almighty Dollar’. Den bekymrede Ozzy I sange som ’Black Rain’, ’Civilize The Universe’ og ’Countdown’s Begun’ er det krigen i Irak, der får den 58-årige metalveteran til at se sort på hele klodens vegne. Selv om man ikke just kan kalde Ozzys samfundskritik original eller nytænkende, er der ingen grund til at dø af grin over vækkelsen. Som sagerne står rundt om på kloden, er der plads til også Osbourne i det bekymrede kor.




























