Da jeg kom til Vesterbro, var det, som om verden endelig åbnede sig. Og selve livet blev genstartet. Alle de drømme, der havde vokset sig luftige som fatamorganaer ude på den vestjyske hede, kunne foldes ud som faner af håb her. Troede jeg. For når man er ung, kan man ikke komme hurtigt nok væk fra sin hjemstavn. Fordi den netop er et hjem og den stavn, hvor ens forældre engang stødte på grund i jagten på deres drømme. Derfor kan ens egne visioner naturligvis ikke brænde igennem så tæt på den eviggyldige stilstand. Hvad enten man som jeg er vokset op i en landsby, indrammet af bibelbæltet, en søvndrukken provinsby, forstædernes rækker eller i en lejlighed i landets eneste lille storby, er sandheden jo, at langt de fleste af os her fra isbægeret kommer fra en hjemstavn, hvor mottoet var »stille og roligt«.
Vender hjem til stavnen
Hvis nogen en sjælden gang slap fra den trygge hygge og rejste bort, svarede man altid det samme, når den hjemvendte spurgte, hvordan det gik her på egnen. »Jo, du, her er alt ved det vamle ... undskyld gamle«, sagde man. Med kvalmen dryppende ned ad det blege næb i ren frustration over, at det her sted bare ikke kunne flyttes.
Senere opdagede man, at det hele alligevel sker under og bag ved alt, der tilsyneladende bare er stilstand. Livet kædes sammen af de små begivenheder og mirakler, der sker, mens vi spejder i den tågede horisont efter det store drama.
De fleste forliges med det, livet. Og vender glade hjem til stavnen. Gennem denne nye fremmedes åbne øjne, tager det hele sig pludselig langt bedre ud.
