Der er sensationer, og så er der Led Zeppelin. Sådan har det vel egentlig altid været i den vidunderlige verden af rock’n’roll, siden de fire briter fra 1969 til 1980 forbedrede og forandrede rocken og dens omgivelser med otte album, pakket af en kompakt kvalitet, vi ikke har hørt hverken før eller siden. At gruppen, hvis måske største trick var at stoppe, mens toget var på toppen, siden har været stærkt savnet, kan enhver forvisse sig om ved at slå op i det store opslagsværk, vi kender som internettet.
Her er der 8,2 millioner sidehenvisninger til Zeppelin og en million registrerede brugere på en enkelt af dem www.ahmettribute.com. Og det, mine damer og herrer, er en slat på størrelse med det hastigt voksende verdenshav.




























