Efter sigende er Paul Wellers nye album født af en række drømme, der er kommet til den midaldrende legende i ly af nætterne. Hvis det er sandt, kan vi roligt konstatere, at 50-årige Weller sover ualmindelig godt om natten og endda kan tage et vist kreativt overskud med ind i næste dag. I hvert fald skal man næsten tilbage til tiden med den energiske og konstant velformulerede trio The Jam for at finde en så veloplagt Paul Weller som på ’22 Dreams’, der letter sig gevaldigt over de mange værker med alt for løse sammenføjninger, han har stået for i de senere år.
Genial sangskriver
Manden, der banalt kaldes ’Modfather of British rock’ i kraft af Jams påståede tilknytning til Modbevægelsen, har opnået en enorm respekt blandt musikere og medier i hjemlandet. Respekt kan forbløffende ofte forveksles med støvet kedsommelighed, og helt ærligt er det længe siden, den forveksling skete med mig i tilfældet Paul Weller.
Alt for mange livstrætte og rutineprægede skabeloner fra hans hånd er i tidens løb blevet blæst op til at være utrolig store mesterværker fra en genial sangskriver. En af den kaliber, De ved, hvis kaliber kun idioter ikke forstår – den slags idioter, som undertegnede, der foretrækker musik med melodi, nerve og noget andet end personlig og dybt kedsommelig arrogance på spil.
