På den ene side er der noget opbyggeligt og hyggeligt over, at Weezer stadig er her, 14 år efter at gruppen sang sig helt ind i hjertet på den boglige del af den amerikanske ungdom med små, sjove sange om sweatre og Buddy Holly.
På den anden side kunne man godt have ønsket sig lidt mere fra et af de mest talentfulde og begavede bands i USA, der synes at køre i samme rille. Undtagen, når noget – måske desperation? – presser Weezer til at sprænge alle grænser og kaste sig ud i en miniopera som ’The Greatest Man’. Et desværre ikke videre vellykket forsøg på at efterligne Queen med en væsentlig tilføjelse af humor og selvironi til den voldsomme patos. Bedre går det, når sangeren og sangskriveren Rivers Cuomo folder sine musikalske inspirationskilder ud i ’Heart Songs’ med konstateringen »these are my heart songs/ they never felt wrong«. Det gør sangene på dette sjette og såkaldt »røde album« fra Weezer såmænd heller ikke. De er begavede og ofte charmerende, men lyder bare en anelse kedelige og især alt for genkendelige. Som en gammel, men god vane, man ikke har lyst til at opgive. Men måske skulle give en pause?
