For nu med fuld rette at mindes dansk tv’s store quizmaster, Otto Leisner, der har forladt os for forhåbentlig at gætte videre i det hinsides, indleder vi med en lille gættekonkurrence: Hvis dansk pop var et dyr, ville det så være A. En glubsk og farlig ulv, der truer ude i mørket med lysende, gule øjne? B. Elefanten, der tramper alt kongeligt porcelæn ned i sine buldrende bestræbelser på at gøre opmærksom på sig selv? C. En lumsk ræv, der lægger sig i skjul bag sanger(indernes) ene øre og får dem til at synge med en lille underfundighed lurende under melodierne?
Underfundighed under melodierne
Vi gratulerer de heldige, der vandt ære og respekt ved korrekt at vælge løsning C. De kan passende belønne sig selv ved at investere lidt mønt i en af disse aktuelle eksempler på underfundighedens fortsatte indflydelse på den danske popscene.
Duoen mellem Sofie Bonde og Nils Torp fra det nordjyske har siden 1994 været nogle af de suverænt bedste udi afdelingen for at trække hverdagens tildragelser og den store, langtrækkende kærlighed til side med et lille, poetisk eller humoristisk, twist.
Kærlighed i hovedrollen Legen fortsætter muntert på album nummer syv, ’Rækkehus på Mars’, hvor især førnævnte kærlighed indtager hovedrollen.




























