Livet har været alt andet end let for den 41-årige Scott Weiland, der nu igen er sanger i det i den store sammenhæng sørgeligt overhørte californiske bud på et grungeband fra 90’erne, Stone Temple Pilots.
Hårdt liv
Ud over at slås med sit eget livstruende heroinmisbrug, der har ført til tumult, flere anholdelser og karrierepauser, har han mistet sin bror til en overdosis og har måttet opgive ægteskabet.
Nu er Weiland, hvis omtumlede musikalske spor også omfatter en lang periode som sanger i Velvet Revolver, endelig clean og har indspillet et dobbeltalbum med refleksioner over den miserable fortid. Sådan er den officielle udmelding i hvert fald. Den musikalske virkelighed er desværre, at Weiland med ’Happy In Galoshes’ har begået et forunderligt miskmask med 20 sange, som stritter i forskellige retninger, men til gengæld alt for sjældent bevarer fokus og rammer plet.





























