At den 60-årige Gil Scott-Heron, som i 1970’erne gik under tilnavnet The Godfather of Rap, stadig er her, efter mange års massivt stofmisbrug, er det største mirakel. At hans første album i 16 år er en fornøjelse, om end en barsk fornøjelse, er næsten lige så fantastisk. Chefen for XL Records, Richard Russell, opsøgte Scott-Heron under hans afsoning af den sidste straf for narkoforbrydelser i fængslet på Rikers Island og forlod besøget med underskriften på en pladekontrakt.
Som tak har Russell selv produceret ’I’m New Here’ i et nedtonet elektronisk lydbillede med akustiske guitarer, der næsten får Scott-Herons ramsaltede, medtagne, men stadig stolte røst til at lyde som Leonard Cohen fra de ondeste baggårde. Soulransagelse Trods en spilletid på kun en halv time når ’I’m New Here’ med sin blanding af nye sange og velvalgte covers som en næsten skræmmende version af Robert Johnsons ’Me And Devil’ og en smerteligt besjælet udgave af Bobby Bland’s ’I’ll Take Care Of You’ at overbevise.




























