Mens alverdens øvrige poptøser har travlt med at jagte Lady Gagas lyd, udseende og enorme succes, danser Kylie Minogue selvsikkert tilbage i sin egen fortid og tager undervejs en svingom med Madonna. Faktisk er det forbløffende, så meget den charmerende lille australier lyder som den vel efterhånden forhenværende dronning af pop i sange som ’Everything Is Beautiful’ på sit studiealbum nummer 11. Hvor vi ellers fra den første uimodståelige flirt ’All The Lovers’ er i selskab med klassisk Kylie. Den 42-årige sangerinde og hendes hold af producere og sangskrivere under ledelse af Stuart Price, der har arbejdet sammen med netop Madonna, er søgt tilbage til den stil, Minogue hittede så massivt med for et tiår siden på pladerne ’Light Years’ (2000) med hittet ’Spinning Around’ og ’Fever’ (2001) med ’Can’t Get You Out Of My Head’. LÆS OGSÅKylie var kun en skygge af sig selv Det vil sige letbenede popsange: ’All The Lovers’ med dybde nok i bassen til at hale selv den mest tungnemme på dansegulvet og den følgende stramme ’Get Outta My Way’ af bl.a. danske Cutfather og Lucas Secon. Spærret inde i steril lyd Uheldigvis rammer Kylie Minogue og hendes hære af producere aldrig så effektive hits som i den gyldne periode, og kombinationen af lillepigestemme og glatte, ensartede keyboardklange og uopfindsomme rytmespor i den elektroniske lyd bliver både enerverende og en kende irriterende i nogle af de lidt for mange fyldnumre.
Når man besidder en humor og charme som Kylie Minogue, er det ærgerligt at blive spærret inde i en steril og perfekt lyd, der er lige så glat som sangerindens hud på coverets mildt sagt retoucherede fotos. LÆS OGSÅNy bog om den sukrede pops førstedame Sangerinden har selv luftet muligheden for, at dette kan være hendes sidste album. Må vi i stedet have lov at håbe på, at Minogue vælger at skrotte hitmaskinen, flår pinuppen ned fra væggene, skider på pænheden og bare laver en slags ’Ugly Kylie’-album. Noget siger mig, at det vil være helvedes sexet.





























