Med support fra sværvægtere som Nick Cave, der har turneret med hende og Brian Eno, som kalder hende »den største siden Patti Smith« debuterer Anna Calvi på en syndflod af hype.
Heldigvis for briten er talentet så indlysende, at det ikke kan gå galt. På sin selvbetitlede debut får Anna Calvi vist, at hun er en intens sanger og en teknisk dygtig guitarist, som mestrer at bugsere sine sange ind i filmisk, visionært landskab. Hvor de giver ekko fra rå klippesider, lokkes i fordærv af sprøde flamencoguitarer og hviskende nymfesang og smadres til pindebrænde af forvreden rock.






























