Jeg kan indimellem godt blive lidt træt alene ved tanken om Slipknot.

Af de ni granvoksne amerikanere iført matchende kedeldragter og stadig mere professionelt uappetitligt udseende masker, der vælter rundt på alverdens store scener omgivet af et inferno af stikflammer og fyrværkeri, imens de forkynder alverdens ondskab i tekster såvel som musik. Og af det nu-metalband, jeg selv blev mægtig fascineret af som teenager af den simple årsag, at jeg læste i et musikblad, at publikum brækkede både arme og ben til deres koncerter. Sejt! Eller noget ...

15 år senere er det at lytte til Slipknot stadig lidt som at se en ’Saw’-film i Imperial med lyden skruet op på 11.

Men alligevel er der sket noget siden den skuffende ’All Hope is Gone’ fra 2008, som sendte min skepsis over for bandet på himmelflugt. For fire år siden mistede bandet sin bassist Paul Gray, der døde i en alder af bare 38, og siden da er der – bortset fra en ligegyldig greatest hits i 2012 – ikke udkommet noget nyt fra Slipknot.

De har ikke tabt småkagerne

Og det er måske meget godt. I hvert fald er deres femte album, hvis titel ligner en subtil hyldest til den afdøde Gray, deres bedste og mest veloplagte album siden den nu ti år gamle ’Vol. 3: (The Subliminal Verses)’, der, helt fortjent, gav det maskerede helvedeskobbel deres brede gennembrud.

For selv om det indimellem kan være svært at mærke bandet for ren staffage, er ’5: The Gray Chapter’ et overraskende fornøjeligt bevis på, at Slipknot altså ikke har tabt småkagerne.

De lyder tværtimod som et band i virkelig fin form, og især første halvdel af det nye album er rigtig god takket være store, arenamodne sange som ’AOV’, ’Sarcastrophe’ og ’The Devil In I’. Sange, der formår at forene Slipknots galopperende vanvid med solide melodier. Og dermed også sange, der ligesom det herlige reptilhjernebrøl ’Custer’ ikke kan blive andet end livefavoritter, når bandet tager på tour næste år.

Det er tempofyldt, kaotisk, tungt, glimtvis melodisk og forbløffende godt materiale til at understrege, at Slipknots frontbrøler Corey Taylor faktisk også er en glimrende sanger, når han holder sine vokaler clean – hvilket for en god ordens skyld ikke har noget med stoffer at gøre, men derimod er metalsprog for det, der i de fleste andre genrer blot er kendt som det at synge.

Enerverende scratching

Positivt er det også, at bandets turntablist Sid Wilson for det meste holder sig i baggrunden, og det klæder nu engang bandets lyd bedst. I hvert fald har de hidsige scratch-lyde det med at sætte et ærgerligt anakronistisk præg på musikken ved simpelt hen at lyde som noget, der hørte hjemme i 1990’erne.

Alligevel får Wilson fortsat lov at blande sig med sin enerverende scratching på eksempelvis den førnævnte og ellers glimrende ’Sarcastrophy’ og ’The Negative One’, hvor det mildest talt irriterende lydelement fungerer som en ærgerlig guitarsolo.

En anden akilleshæl ved ’5: The Gray Chapter’ er de få ballader, der er. Dels er Slipknot nu engang bedst, når det går over stok og sten. Dels er eksempelvis narkoballaden ’Killpop’ så melodramatisk, at det som lytter kan være, ordspil utilsigtet, svært at holde masken undervejs. Marginalt bedre går det på den meget svulstige, kirkeklokkebimlende(!) ’Goodbye’, som dog overvejende vinder på en fin tekst, der i hvert fald burde give Paul Gray grund til at ranke ryggen, hvor end han nu er stedt til hvile.

fortsæt med at læse

Slipknot-forsanger: »Sorgen er en motherfucker«