Michael Hadreas lægger ikke fingrene imellem på sit tredje album som Perfume Genius.
Med Win Butlers skælven i stemmen når han på ’Body’ hen til et omkvæd, der er som et hyl mellem overstyrede synthezisere:
»I wear my body like a rotted peach/ You can have it if you handle the stink«.
Brutal trodsighed
Siden debuten i 2010 har Perfume Genius vist sig som en åbenbaring af alternative veje gennem singer-songwriter-traditionen for historier og intime bekendelser. Med base i Seattle har den homoseksuelle sanger genfortalt sit følelsesliv i autofiktive og sarte sange, der afspejler en isoleret sjæl i en truende verden.
Men denne gang er der anderledes tryk på kedler og temperament. Perfume Genius kan stadig croone ømt og lægge hele sin sjæl i fraseringer, der mimer Roy Orbison.
Men de spartanske synths er forvrænget, melodierne slår fra sig, og det soniske landskab fremturer som tydeligt tegn på, at Portisheads Adrian Utleys har produceret.
David Bowie bryder ud i bagstræberisk avantgardismeTeksterne har også skiftet karakter. Fortællingen er opløst i impressionistiske og kontante udsagn. Der lurer en brutal trodsighed i ’Queen’ om mødet med hverdagens homofobi, og albummet åbner med en helt grundlæggende afvisning af den gamle verdensorden:
»I can see for miles/ the same old line/ No thanks... I decline«.
Det introverte er vendt til en konfrontation. Uden at sangene har mistet deres enestående intimitet.
De er kun blevet større under den radikale forandring.
fortsæt med at læse
