Dansk rockmusiks bedst kendte bromance mellem d’herrer Peter Sommer og Simon Kvamm har deres eget frirum som De Eneste To.

Men selv om ’Dobbeltliv’ ligner og ofte også lyder som en popplade, er den samtidig alt for underspillet og slet ikke omkvædsliderlig nok.

Det er nærmere en elektronisk singer-songwriter-plade, der er en tand mere strømlinet end debuten fra 2010, som med sin egen skønsomme blanding af rock og elektronik havde sin egen skramlede charme. Den savner jeg på ’Dobbeltliv’, der er et flot, men også lovlig glat bekendtskab.

Underspillet veloplagte ord

Sproget er fortsat den primære tredjemand. Det er en sjov knap, man kan dreje på, og ud kommer vendinger som »Du sidder i mig. Som om du sidder på mig« (’Jyder i København’) og »Det er så svært at give slip. Mens man griber dagen« (’Den lange bane’).

Det er veloplagt på sin egen underspillede måde. Men det er også med til at holde den virkelighed, De Eneste To konstant forholder sig til, ud i en strakt arm, hvor det hele bliver så’n lidt relativt i stedet for rigtig at trykke på steder, hvor man kan mærke det.

For det er netop det, man kan på et af albummets bedste numre, den dejligt storladne ’Vive hjem’ – igen, et ordspil på »vi vil hjem« – hvor Simon Kvamm rammer den såre rent med en helt enkel betragtning om at være et andet sted end dem derhjemme, alt for langt væk fra »den store og den lille«:

»Nu gør de rent. Og køkkenet bliver pænt. Klokken er 19.42 på mit ur. Jeg tænker kun på der, hvor jeg bor«.

Udskåret i pap

Det er så simpelt, men også ret sigende, hvor lidt der skal til, før finurligheden fordufter til fordel for et mere oprigtigt udtryk. Det sker indimellem på ’Dobbeltliv’, men desværre ikke så tit, som man kunne have ønsket, og det er en skam, når det nu fungerer så godt, som det gør på ’Vive hjem’.

Samtidig har De Eneste To, som man ville sige det på godt jysk, en lidt træls tendens til ikke at kunne slippe noget, der på papiret sikkert har lignet en virkelig god idé, men som i levende live har en uheldig tilbøjelighed til at skære ting ud i unødigt pap.

Som på singlen ’Sult’, hvor referencen til Hamsun partout skal understreges af højtlæsning ved Ole Thestrup.

Overlæsset lagkage

Eller når ’Jyder i København’ tyr til fodboldjargon med en omgang »God tur hje-em«, inden der lige levnes plads til, at rådhusklokkerne bimler med i kor. Det lyder som en overlæsset lagkage.

Langt skæggere er det på ’Fyren i ruden’ hvor et smågenialt kor af overivrigt syngende børn rammer et helt forrygende punkt mellem gævt børneskrål og kynisk politikeropportunisme på linjen: »Lad os gå til valg på det!«.

Her er der mere dobbeltliv end dobbeltkonfekt, og det klæder De Eneste To helt vildt. Jeg ville bare ønske, det skete lidt oftere.

fortsæt med at læse

Simon Kvamm giver solokoncerter med ufærdige sange