De Eneste To har skrevet en sang til knudemanden, der går rundt og føler sig fyldt helt til randen af dagligdagens trivialiteter.
Teksten emmer af melankoli, frustration og efterår, men heldigvis anviser den også en udvej: Find det nærmeste træ og skrig dine frustrationer ud. Eller alternativt: Find det nærmeste klaver og spil helt sindssygt på det.
'Skrig det til træerne' er anden single fra De Eneste Tos album 'Dobbeltliv', der udkommer 17. november.
'Vi elsker at se på ord'
Vi har spurgt både Den Ene og Den Anden om, hvad sangen handler om:
»Sangen er et alternativ til en selvhjælpsbog om, hvad man gør, hvis man ikke kan føle noget for noget. Vores forslag er altså at finde et træ og få det ud«, siger Simon Kvamm.
Hvorfor er det så vigtigt, at der er så meget fokus på ordene i 'Skrig det til træerne'?
»I en selvhjælpsbog er det vigtigt at man forstår alt, hvad der står. Og så elsker vi bare at se på ord - our kind of action!«, siger Peter Sommer.
Det grafiske udtryk er meget rødt i blåt. Hvorfor kan I godt lide det farvespil?
»Vi føler, at alt i vores liv balancerer mellem det røde og det blå. Det varme og det kolde. Det bløde og det hårde. Det kollektive og det individuelle. Nogle gange er de to sider i krig med hinanden, og nogle gange holder de fred. Men som hovedregel føler vi os på udebane«, siger Peter Sommer.
»Som en læsehest, når der skal slåsses, men som Stig Tøfting når der skal læses«, tilføjer Simon Kvamm.
De Eneste To kan opleves i helt intime rammer i Pressen i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København 17. november klokken 17. En session, der i øvrigt streames direkte på Politikens hjemmeside. Dørene åbnes kl. 16, og indgangen foregår efter først-til-mølle-princippet.
Har man ikke mulighed for at deltage i den event, tager De Eneste To og deres faste partnere, Arni Bergmann og Stefan Kvamm, på turné rundt i landet først i 2015.
fortsæt med at læse


























