Det gik ikke stille af, da Phil Rudd i onsdags troppede op i retten i den newzealandske by Tauranga.
Australske Rudd har gennem fire årtier siddet bag trommerne i et af verdens største rockbands, AC/DC. Efter at have været under mistanke for at have hyret en lejemorder er han nu under anklage for besiddelse af hårde stoffer og for dødstrusler.
Rudd dukkede for sent op, så dommeren nåede at udstede en arrestordre, og på vej ud af retsbygningen sprang Rudd op på ryggen af en sikkerhedsvagt og gav alle fotograferne fingeren. En lidt anderledes 60-årig mand.
AC/DC-trommeslager sigtet for at bestille to lejemordDe alvorlige anklager er skyld i, at Rudd ikke rejser jorden rundt i disse dage sammen med resten af bandet for at fortælle verden, at AC/DC udgiver et nyt album. Med den for de australske bluesrockere typiske titel: ’Rock or Bust’.
Lige så enkel og klar i spyttet som de kraftfulde akkorder, der igen er rygraden i de elleve nye rocksange.
Hårdt ramt af demens
Phil Rudd er ikke den eneste, der har måtte trække sig ufrivilligt fra AC/DC.
Tidligere i år kom det frem, at den 61-årige rytmeguitarist Malcolm Young er så hårdt ramt af demens, at han har måttet forlade bandet for altid. Sammen med sin lillebror Angus var det Malcolm, der dannede AC/DC i 1973.
Hvor de resterende bandmedlemmer med Angus Young og den syngende sixpence Brian Johnson i spidsen har lagt luft til Phil Rudd, er der ingen tvivl om, at savnet af Malcolm Young er mærkbart. ’Rock or Bust’ er det første AC/DC-album uden ham.
Lejemords-sigtelse mod AC/DC-trommeslager er droppetMalcolm Young har været med hele vejen og har styret forretningen AC/DC, der har solgt over 200 millioner plader på verdensplan siden 1975-debuten, 'High Voltage', og stået bag nogle af de mest succesfulde verdensturneer. Resten af bandet overvejede endda at kalde albummet 'Man Down' med deres vanlige sans for kontant minimalisme.
Men AC/DC er ikke et band, man kan slå ud af kurs.
Da den tidligere forsanger, Bon Scott, drak sig ihjel i 1980, fortsatte bandet med endnu større succes og Brian Johnson ved mikrofonen. Det var Scott, som tidligere havde fortalt de andre om Johnson. Han havde gjort stort indtryk ved at ligge på scenegulvet og skrige sine sange. At det rent faktisk skyldtes blindtarmsbetændelse, er en anden historie. Johnson har siden albummet 'Back in Black' være skærebrænderstemmen i AC/DC. Og denne gang er fætteren Stevie Young trådt til og fylder nu pladsen ud efter Malcolm Young.
En eksemplarisk varedeklaration
Hvis der er kaos og tragedier rundt om AC/DC, er der til gengæld ikke flyttet så meget som et komma indenfor. Hvis du kan lide dem, bliver du heller ikke skuffet denne gang. Som Brian Johnson åbner albummet med at synge:
»You hear the guitar sound/ playin' nice and loud/ rock you to your knees/ gonna make your destiny// In rock we trust, it's rock or bust!«.
Opløsning eller ej: Anonymt tip starter AC/DC-tordenstormEn eksemplarisk varedeklaration. Og AC/DC holder, hvad de altid lover deres fans: at spille den samme gode sang. En gang til og rigtig højt. Angus Youngs guitarriffs kommer som staccatobrøl, guitarsoloerne er aldrig vulgært overdrevne, og teksterne er ikke mere komplicerede, end at man snildt kan brøle med på dem – efter at have høvlet en kasse øl. Selv titlerne holder sig traditionelt inden for samme lille ramme af ord og referencer af rock og tordenild: 'Play Ball', 'Rock the House' og 'Got Some Rock & Roll Thunder'.
Ingen eksperimenter
Alt er ved det gamle og kan koges ind til konstateringen på 'Baptism By Fire':
»The boys need their kicks«.
Det her er lyden, der har dannet skole i horder af bands. Bluesrockbands går der tolv af på et dusin, men der er stadig kun ét AC/DC. Og ligesom på 'Black Ice' for seks år siden, virker AC/DC oplagte og sikre. Ingen eksperimenter, ikke antydningen af nye toner.
AC/DC hitter i hele verdenSangene står og falder med eksekveringen af den velkendte formel. Og her ryger AC/DC igennem et par gange. Sange som 'Rock the Blues Away' og ikke mindst den elendige 'Miss Adventure' minder om, at AC/DC er bedst, når de sørger for at have godt med luft rundt om guitaren og ikke forfalder til overlæssede omkvæd.
Hele albummet fortæller, at man stadig lige så godt kan høre ’Highway to Hell’ og ’Back in Black’. Og få de bedste udgaver af den samme sang.
fortsæt med at læse
