Der er af gode grunde ikke meget, som kan opmuntre hovedpersonen i Donna Tartts murstensroman, ’Stillidsen’, fra sidste år. Men når Theo Decker en sen nattetime i en vogn med sin barndomsven Boris hører ’Comfy in Nautica’ med Panda Bear, er hans nostalgibårne jubel nærmest til at røre ved, som den begejstret springer op fra side 598 med både udråbstegn og et sjældent »wow«.
Kendskabet kommer vistnok fra moderen. Men der er noget helt fundamentalt over lyden af Panda Bears musik, der minder om det i glimt mareridtsagtige eventyr, der bliver den unge Deckers skæbne.
