Sidst vi hørte fra islandske Björk, fortalte hun os om hele universet.
I en himmelstræben efter at knytte natur og teknik sammen med kunst og lærdom var albummet ’Biophelia’ et babelstårn af ambitioner. Der var musikken, de specialbyggede instrumenter, apps og workshops.
Da hele det store spektakel af tanker og visioner havde fejet hen over Jorden, var der ikke meget musik tilbage.
Her små fire år senere har Björk skrevet en personlig dagbog. Et album i ni emotionelle nedslag, hvor hjernen er koblet fra, og hjertet har fået lov til at bløde. Et album, hvor musikken er kommet tilbage.
Mellem dunkle strygerlandskaber og elektroniske slugter af muterede beats er der igen sange og inderlige følelser.
Første lyt: Björk drager med nødsignaler fra sin underdrejede sjælFor hvert album, den islandske kunstner har skabt i løbet af sine enestående 30 år i popmusikkens fortrop, har hun rejst en ny verden, vi kunne besøge og udforske. Denne gang lukker hun os for første gang ind i sin egen private verden.
Uden filter eller forbehold gør det ’Vulnicura’ til et af hendes stærkeste album.
Kronologisk
I tiden mellem de to album er Björks verden brudt sammen. Hun er blevet skilt fra kunstneren Matthew Barney, som hun har den 12-årige datter Isadora med.
Som Björk skrev i en erklæring, der fulgte den improviserede lynudgivelse af ’Vulnicura’ – en modreaktion på, at albummet i sidste weekend lækkede, to måneder før den planlagte udgivelse – er det et album om skilsmissen, som hun »grundigt har dokumenteret i stort set nøjagtig følelsesmæssig kronologi«.
De ni sange har tidslinjen konkret udstanset med små angivelser ved den enkelt sang. Under den første, ’Stonemilker’, står der: »9 months before«, under den femte sang, ’Family’, »6 months after«. Ind imellem falder alt fra hinanden.
Oprindelig gik Björk til sangene i singer/songwriterens bekendende ånd. Ingen futuristiske fantasier eller spekulative koncepter, men reelle sange. Skrevet i bølgende strygerarrangementer, der spejlede et oprørt indre.
Björk: Kvinder får ikke æren for deres egen musikMen så henvendte den unge og lige nu brandvarme venezuelanske producer Arca sig. Og løbet af kort tid gav han og Björk sangene en både tung og anderledes urolig bund.
Til allersidst mixede den engelske mørkemand The Haxan Cloak det hele igennem. Men selv efter det står det klart tilbage, at kernen på ’Vulnicura’ er de råkolde og knugende fortællinger om et tab.
Slagkraft
Med de lange, bugtende strygerforløb rækker Björk tilbage forbi multimedie-eksperimenterne på ’Biophelia’ og den syntetiske stemmeleg på ’Medúlla’ til sit tredje album, ’Homogenic’ fra 1997.
Celloerne stemmer mange kompositioner i mol og kaster med Björks messende passager et dunkelt skær gennem albummet, men de op til ti minutter lange sange er mest af alt storslåede og altopslugende.
Når den underdrejede sjæl sender nødsignaler med forkvaklede tågehorn på ’History of Touches’, eller en lirekassemand fra fremtiden drejer den ujævne rytme frem på ’Notget’, planter Björk alligevel en katedralsk fornemmelse i det ellers intime rum.
Herover kan du lytte til Björks forrige album, 'Biophilia', da 'Vulnicura' kun er tilgængeligt på iTunes.
Rummet åbnes i kontrasten mellem strygernes store vingeslag og de drilske manøvrer nede i de sammenfaldne katakomber, hvor Arca og Björk har forvildet sig hen. Selv når Björk på Antony-duetten ’Atom Dance’ slynger sin karakteristiske stemme rundt i det højere luftlag, åbner nummeret sig under os.
Hun kan stadig godt overspille sine vokale virkemidler, og det er ikke altid, at de mest krystallinske violiner ligefrem hjælper på det, men der er noget andet på spil denne gang.
I den til tider ondsindede elektroniske tekstur og ikke mindst i de ord, som Björk udtaler med sin karakteristisk vilde stemme. Ordenes meninger trækker musikken til sig og giver den en slagkraft, Björk ikke har, når hun fabulerer abstrakt i rullende konsonanter og lange hyl.
Jordforbindelse
Mens Björk på ’Biophilia’ beskrev musikken med linjer som »Octagon, polygon/ pipes up an organ«, er der helt anderledes kontant afregning ved følelsernes kasse 1 på ’Vulnicura’.
Albummets fire første sange beskriver en bundfrossen tilstand, hvor der er veksles mellem såret hengivelse og modvillig afstødning.
»What is it that I have/ that makes me feel your pain/ like milking a stone/ to get you to say it«, veksles til: »Maybe he will come out of this loving me«.
En nat mindes hun »every single touch/ we ever touch each other/ every single fuck«, før det hele synker under overfladen på søens sorte vand: »did I love you too much/ devotion bent me broken«.
Efter bruddet drejer hun kniven på ’Family’:
»Is there a place/ where I can pay my respects/ for the deaths of my family/ show some respect/ between the three of us«.
Rumpiloten Björk: »Langsomt føltes min hjerne bare lettere«Björk synger om kærligheden som et værn mod vores dødelighed. Et nu gennemhullet værn. Men hun fastholder smerten i stedet for at dulme den:
»Don’t remove my pain/ it is my chance to heal«.
Musikken skabes i lidelse, og i musikken finder hun igen jordforbindelsen. Hun finjusterer sin sjæl, og mens hun synger om at bryde gamle mønstre og få sin stemme tilbage, drejer musikken uroligt mod klubberne og slutter nærmest i et ekko af 1990’ernes jungle.
Efter at have været helt ude i de kosmiske krinkelkroge er Björk vendt tilbage til sig selv. Som menneske og som musiker.
fortsæt med at læse
