For ni år siden udgav rapperen Nas albummet ’Hiphop is dead’. Og selv om han selv modbeviste sin påstand ved at stryge direkte til tops på den amerikanske hitliste, greb diskussionen af hiphop som et overstået kapitel om sig i de følgende år.
Hiphop var ikke forsvundet, men det var ikke avantgarden i det popmusikalske førersæde længere, lød kritikken fra blandt andet musikkritikeren Sasha Frere-Jones i The New Yorker. Set hen over de sidste ti år kan man konstatere, at både Nas’ titel og kritikken af hiphop var skudt ved siden af. På vej ind i 2015 står hiphopmusikken så stærk som nogensinde.
Faktisk kunne timingen i Nas’ albumtitel næsten ikke være dårligere. For lige præcis midt i 00’erne undergik hiphopmusik afgørende forandringer. Lil Wayne rykkede den frække og flabede sydstatsrap ind i mainstreamkulturen, og Kanye West åbnede et nyt rum for komplekse kompositioner, store følelser og til tider endnu større egomani.
2015 i hiphoppens tegn
Det er eftervirkningerne fra det nybrud, vi i dag ser dominere både hitlister og hiphop. Både i de popmusikalske hitlisteproduktioner fra Beyoncé til Ariana Grande, men også i hiphoppen selv. Og det kan gå hen at blive et rigtig stort år med nye albums på vej fra superstjerner som Kendrick Lamar, Kanye West og muligvis også canadiske Drake.
Ja, selv om det her er en albumanmeldelse af Drake, har det siden sidste sommer forlydt, at Drake i år vil udsende sit fjerde album, ’View From The 6’. Men forleden nat sneg han sig indenom alle andre og udgav ’If You're Reading This It's Too Late’. Det andet album skulle stadig være på vej.
Fredagsrock: Snoop Dogg og Jessie J gæster Plænen i TivoliDrake tyvstarter bare kampen om at sætte tonen som hiphoppens øverstbefalende i 2015. Samtidig udfordrer han sit pladeselskab. For med hiphoppens enorme succes følger enorme summer. Og dem kan man let komme op at slås om.
Dagen efter at Drake lige så pludseligt udgav kortfilmen ’Jungle’, lagde Drake uden yderligere introduktion ’If You're Reading This It's Too Late’ ud på iTunes. Der fik det stemplet ’album’, men Drake kalder det selv et mixtape i en håndskrevet note. Det er der flere grunde til.
Den nye samling af neonflakkende sange har et mixtapes løse forbindelser og er nok tænkt som et mixtape uden for de officielle albums’ rækker. Hvilket klæder Drake. Han jagter ikke hits, men får sammen med især Boi-1das mageløse produktioner skabt en sfærisk helhed, man forsvinder ind i og ikke har lyst til at forlade igen. En funklende storbydrøm, man ikke har lyst til vågne fra igen.
Men ved at kalde det et album leverer Drake det fjerde album, han er kontraktligt forpligtet til over for pladeselskabet Cash Money og selskabets grundlægger, Bryan ’Birdman’ Williams. Og det er et forhold, som Drake gerne vil ud af.
Interne kontroverser
Birdman og Cash Money har med navne som Lil Wayne, Nicki Minaj og Drake skabt et hiphoppens imperium. Men sidste år gik noget galt mellem Lil Wayne og hans tidligere mentor og faderskikkelse, Birdman.
Wayne brokkede sig på twitter over, at Cash Money tilbageholdt hans femte album, ’Tha Carter IV’, og i januar i år lagde Wayne muskler bag sine ord, da han lagde sag an mod Birdman. Wayne krævede kontrakten ophævet og 51 millioner dollars i kompensation – og så vil Wayne have både Nicki Minaj og Drake med sig, når han skrider.
Noget tyder på, at Drake er med på den. I mindre skala havde Drake en lignende kontrovers omkring manglende udbetaling med Birdman for fire år siden. På tracket ’Star 67’ syder vreden:
»Brand new beretta, can’t wait to let it go/ walk up in my label like, where the check though?«.
Rapperen fra Toronto rasler med sablen og er på krigstien. Et andet sted lyder det:
Eksperimenterende duo tærskede langhalm i åbningskoncert»Please don’t speak to me like I’m that Drake from four years ago/ I’m at a higher place/ thinkin’ they lions and Tygas and bears, I go huntin’/ put heads on my fire place«.
Drake er bestemt ikke den samme rapper, som han var for fire år siden. Dengang var han den flødebløde mand, der uden filter og med kronisk bekymret mine fortalte hele verden om sine problemer med succes og kærlighed. Men allerede på det forrige album, ’Nothing Was The Same’, begyndte Drake at skrue bissen på. Uden at forlade sin oprigtighed og den autotunede velourlyd.
Jeg er en legende
Som kritikeren Jon Caramanica har påpeget, har Drake et forbillede i Kanye West og indførelsen af det store følelsesregister i den ellers machoforstenede hiphopverden. Men godt ti år yngre end West har Drake også taget sine humørsvingninger og bekendelser skridtet videre. Mens Kanye West taler ud i et klassisk talkshow på tv, ånder Drake i takt med millioner af fans på sociale medier.
Og lige så meget som Drake er på Instagram, lige så meget falder oplevelser og ord fra den verden tilbage i hans tekster. Han rapper om at slukke telefonen og være offline alene på ’10 Bands’. Han blotter sin fortid som både tøjsælger og Kanye West-fan på ’Know Yourself’ med bemærkningen: »Man I’m talkin’ way before hashtags«. Og på ’Jungle’ sætter han ord på en erfaring, mange i hans generation genkender:
»Whenever they say somethin’ bout us, you listen/ but fuck what they talkin’ about on your timeline/ that’s cuttin’ all into my time with you«.
Men det er krigsstemningen, der stikker ud på ’If You Read This, It’s Too Late’. Drake rapper om alle fjenderne omkring sig og åbner i melodramatisk og ubeskeden skryderstil med linjerne:
Rasende punk-pop talent udgiver fuldtræffer med energisk attitude»Oh my God, oh my God/ If I die, I’m a legend«.
Albummets titel kunne være taget fra et selvmordsbrev, og mellem de mange ord om penge, piger og Toronto tegner Drake omridset af en soldat på vej i krig. Drake giver den som hård nyser, men har ikke kittet sine sprækker af melankoli til.
Den kombination er sammen med Boi-1das hypnotiske produktioner og Drakes evne til at tale direkte til sin egen generation med til at løfte ham op i en liga for sig. Det kunne godt gå hen at blive legendarisk. Ligesom hele 2015.
fortsæt med at læse
