Kendrick Lamar var fem år gammel, da han første gang så et mord. En pusher blev skudt ned foran bygningen, han boede i. Siden har han set flere blive likvideret på gaden i Los Angeles-bydelen Compton, hvor Lamar er vokset op.
Samme sted som west coast-pionererne i N.W.A. Og ligesom Dr. Dre og Ice Cube har Lamar brugt hiphoppen som vejen ud af dyb fattigdom, rå vold og bilture med pistoler under sæderne. Men modsat sine forgængere har Lamar givet slip på Compton.
På sit forrige album, ’good kid, m.A.A.d city’ berettede Kendrick Lamar om at overleve skelsår i Compton. Det blev hans store gennembrud og placerede ham i rappernes superliga.
Hiphoppens redningsmand
I dag er Lamar 27 år og bliver kaldt hiphoppens redningsmand. Ikke mindst i lyset af at han nu følger sit gennembrud op med mesterværket, ’To Pimp a Butterfly’. Men skal hiphoppen overhovedet reddes?
Den har det vist strålende for tiden. Kanye West, Nicki Minaj og Drake dikterer popmusikken, og et stort kuld af nye rappere som Joey Bada$$, Change The Rapper og Earl Sweatshirt giver fremtiden perspektiv.
Kendrick Lamar slår streaming-rekord på SpotifyAlligevel er der noget redningsaktion over 'To Pimp a Butterfly'. Dels genrejser Lamar en af hiphoppens søjler, dels udvider han sin kampzone fra det personlige til hele det sorte Amerika.
Kendrick Lamar har bragt den samvittighedsfulde hiphop tilbage i centrum. Uden at være kedelig og prædikende, har han med reflektioner og blæret rimteknik bragt hiphoppen til bevidsthed igen.
De godt 80 minutters rap, sang, spoken word og interview (!) er som en roman. En af de store amerikanske af slagsen.
Kendrick Lamar har mere til fælles med J.D. Salinger og Harper Lee end med Flo Rida og Rick Ross.
Mens han driver ubesværet og rytmisk rundt i sproget, tager han sigte på problemer med materialisme, ghettoens forkvaklede forbilleder og udstiller sin egen menneskelige sårbarhed. Modstykket til værnet af selvtillid på 'I' er det nådesløse selvhad på 'U'. Med fuldemandsklynkende stemme giver han sig selv skylden for at svigte Compton, da han fik succes:
»You ain’t no brother, you ain’t no disciple, you ain’t no friend/ A friend never leave Compton for profit or leave his best friend«.
Den sorte identitetskamp
Der er raseri i ordene, når Lamar giver udtryk for vreden og los for frustrationerne over undertrykkelse af sorte i USA. På 'For Free?' fletter han et kæresteskænderi sammen med konfrontationen med det (hvide) Amerika:
»Oh America, you bad bitch, I picked cotton that made you rich/ Now my dick ain't free«.
De historiske tråde i Lamars rim strækker sig tilbage gennem hele den sorte identitetskamp, på samme måde som hans musik indrager elementer fra den sorte musikhistorie: funk, jazz, soul, blues. Der er fragmenter fra The Isley Brothers, James Brown og Michael Jackson. Lamar spænder fra Martin Luther King til 2Pac.
Hiphoppen er midt i en ny guldalderIsær er Los Angeles’ avantgardistiske hiphopscene rykket ind i hans lyd.
Flying Lotus har ikke kun produceret rumrejsefunken med George Clinton på åbningsnummeret, men også inspireret Lamar til en lyd, der ikke søger store hits, men smelter free jazz og g-funk ned i fundamentet til sine rytmiske udladninger.
Det groover, knækker og sumper. Det er ikke fladpandet hiphop, men sammensatte forløb, der med gearskift og lag af detaljer skaber en nærmest vægtløs tilstand mellem ørerne.
Lamar er de store linjer
Hvis Run the Jewels sidste efterår var den umiddelbare reaktion på urolighederne i Ferguson, udråbstegnet og opråbet midt i kampens hede, er Kendrick Lamar de store linjer, eftertanken og selvransagelsen.
Da singlen, 'The Blacker The Berry' udkom tidligere i år, lød en af ordsalverne:
»So why did I weep when Trayvon Martin was in the street?/ When gang banging make me kill a nigga blacker than me?/ Hypocrite!«.
Drake tyvstarter kampen om hiphop-tronen i 2015Han ser kritisk indad og kalder sig selv for hykler, men de linjer har allerede kastet kontroverser af sig. Lamar er blevet slået i hartkorn med højrefløjens afvisning af raceuroligheder som andet end selvforskyldte problemer.
Men Kendrick Lamar holder fast i sin pointe. Og henter hjælp hos både 2Pac (i en iscenesat samtale, der afrunder albummet) og sin bedstemor, som med Bilals knirkende stemme synger:
»Shit don't change until you get up and wash your ass nigga«.
Et komplekst værk
Lamar peger på, hvordan kampen for penge i sig selv gør ghettoen til et fængsel og sætter spørgsmålstegn ved hiphoppens sejr som kultur.
Se på albummets cover. På plænen foran det hvide hus står en flok sorte hiphoppere. Under dem ligger en dommer. De har brudt den strukturelle racisme, men fejrer det med champagne flasker, dollarsedler og fjogede grin.
Kendrick Lamar gør racespændingerne til mere end en sort-hvid konflikt og bryder det stereotype billede af Compton.
'To Pimp a Butterfly' er et komplekst hovedværk. Et værk der bugner af ambitioner og myldrer af synspunkter. Lamar er moralsk, men aldrig kvælende. Han erkender sin egen kamp med djævlen, men som han siger på et gennemgående lydfragment:
»I remember you was conflicted/ Misusing your influence/ Sometimes I did the same«.
Han ved, hvad han taler om. Som dreng sad Lamar på sin fars skuldre, da Dr. Dre og 2Pac skød videoen til 'California Love' i Compton.
I dag er det Lamar, der bærer hiphoppen på sine samvittighedsfulde skuldre. Han gør det med et besættende album, der gør os klogere og lægger nye alen til hiphop som kunstform.
fortsæt med at læse
