For et par uger siden florerede nogle billeder på internettet taget af den amerikanske fotograf Blake Little. Han havde fået den idé at indhylle mennesker i honning for herefter at fotografere den sårbarhed og nærmest fosteragtige uskyld, der pludselig kom over disse kroppe svøbt i den gyldent tyktflydende masse.

Billederne var vanvittig smukke. Dragende i deres luksuriøse omgang med den bearbejdede nektar, og fascinerende i deres evne til at få almindeligt dødelige menneskekroppe til at ligne bronzerede kunstværker. Først senere slog det én, hvor møjsommelig en proces det ville være at få den klistrede sukkermasse vasket af igen.

Det er de to modstridende, mentale billeder, der konkurrerer om pladsen i mit hoved efter at have fået ørerne skyllet med den sukkerlage, der på mange måder er danske Niels Bagge alias Vinnie Whos tredje album, der bærer den tilpas smooth titel ’Harmony’.

Men det er det smukke, der bliver hængende.

Der har i dagene op til udgivelsen af albummet været en del mere snak om selve udgivelsesformen end om albummet selv. Forståeligt nok. I stil med den danske pianist Carsten Dahl, som sidste efterår udgav sine Bach’s Goldberg-variationer via Tiger Music, vil ’Harmony’ nemlig kunne findes – både på cd og vinyl – på lige fod med billige batterier og tekopper med påtrykte overskæg i landets Tigerbutikker. Og det til priser, der er noget lavere end de beløb, musik i fysisk format normalt går for herhjemme.

Om det lykkes som forretningsmodel, må tiden vise. Fakta er, at inde bag det tigerstribede markedsføringsstunt gemmer sig en rigtig fin plade.

Et afdæmpet bekendtskab

Modsat Vinnie Whos to første plader, ’Then I Met You’ (2010) og ’Midnight Special’ (2012) er ’Harmony’ et langt mere afdæmpet bekendtskab, hvor den Vinnie Who, man troede, man kendte, er som sunket i dansegulvet.

Væk er den Vinnie, der – mere eller mindre frivilligt – har været kendt som kongerigets diskoprins. Men heldigvis har han sørget for at bibeholde sin særegne facon og det tilsyneladende ukuelige melodiøre, der gør ham og hans band til en kærkommen joker i dansk popmusik.

At lytte til ’Harmony’ er som at lytte til en gammel Vinnie Who-plade spillet ved for langsom hastighed. Evnen til at skære en solid popsang er der endnu. Men tempoet er skruet i bund, og i stil med den excentriske newzealandske psychpop-crooner Connan Mockasin er Bagges vokal, der altid har ligget til den lyse side, på ’Harmony’ blevet endnu mere skødesløs.

Helstøbt udtryk

Lovlig tilbagelænet bliver det imidlertid på det underligt uforløste åbningsnummer ’Much Much More’, der fader ud, før den rigtig går i gang, ligesom lavpunktet ’Swimming’ lyder som dovent venstrehåndsarbejde. Men! De er undtagelser i det store billede, hvor navnlig de særdeles gennemarbejdede singler ’Seven’ og ’Only Dreaming’ imponerer med deres helstøbte udtryk, imens George Harrison og Ariel Pink danser kinddans i kulissen.

ANMELDELSE

Liflig og delikat er ligeledes balladen ’Rise’, der sammen med sirupsdrømmen ’Imagination’, en duet med den altid velsyngende Emma Acs, er med til at vidne om et vellykket hamskifte.

fortsæt med at læse

Wangel har talent, men mangler at finde sin helt egen klang