0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vinnie Who kan stadig starte en fest

Niels Bagge har lagt diskoen på hylden, men lørdagens koncert var alt andet end sløv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Styrke. Vinnie Who er i stand til at anerkende sine egne forcer.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han er ikke en af dem, der råber højest herhjemme, Niels Bagge fra Vinnie Who. Måske fordi han har al mulig grund til at være helt rolig, som han står deroppe på scenen og vugger med hofterne.

Man ka’ jo ikke gøre for, at man har charme. Men Vinnie Whos udsolgte koncert i Lille Vega lørdag aften viste også et band, der ikke er bange for at jonglere lidt med deres egne kronjuveler. Og selv om bandets tredje album, ’Harmony’, der udkom for nylig, markerede et skift fra den veloplagte – og meget livevenlige – sødmælksdisko til en mere tilbagelænet, 70’er-softrocket lyd, lykkedes det mestendels Vinnie Who at vride en fest ud af en plade, der ellers umiddelbart virker mere egnet til at agere lydspor til dagen derpå.

For kunsten at skifte musikalsk ham beror netop på at gøre det uden at ændre så meget på sig selv, at ingen kan genkende én længere.

SE OGSÅ

Har ikke droppet festen helt

Derfor var det en fornøjelse, da bandet efter to nye og noget afdæmpede sange gled over i den ældre ’Killer Bee’ – som i dagens anledning var blevet iført nye, mere organiske striber, deriblandt en funky guitar spillet med tilpas løse håndled af den fremragende guitarist Dennis Morton, som virkelig er blomstret op med bandets nye lyd, hvilket især stod klart på stærke nye sange som ’Seven’ og ’Only Dreaming’.

»Vi spiller hele den nye plade, sådan er det«, lød det fra Bagge undervejs. Kækt, men heller ikke uden en skygge af helgardering, som dog ikke kunne skjule, at den efterfølgende ’Swimming’ med sin muzakagtige stemning, tilfældige fløjten og engleblide ba-da-da-kor var et noget tyndbenet intermezzo.

Til gengæld var det en fornøjelse at mærke, at Vinnie Who ikke har lagt festen helt bag sig. Der er så få danske bands, man kan danse til, og det ville være et tab, hvis bandet faldt helt ned i den honningkrukke, der på mange måder er lyden af deres nye plade.

Det var lidt det, der skete, da jeg sidst så dem spille i december, hvor de med et par gamle sange i alternative versioner også gav en forsmag på den nye plade til P6 Beat rocker Koncerthuset.

Sjældent har jeg kedet mig så bravt til en koncert med et band, jeg ellers synes mægtig godt om.

Forskellen var, at bandet dengang forsøgte at få de ældre sange tvunget ned i de nye klæ’r med så megen vold og magt, som et nyslået softrockorkester nu engang kan mønstre. Og det var ikke nogen god idé.

Disco-dna

Langt bedre gik det lørdag aften, hvor samspillet mellem de nye og de gamle sange virkede mere gnidningsfrit. Som da den ellers vægtløse ’How Can I Be Sure’ blev udstyret med en gyngende basgang, og ’Femme Fatale’ blev tryllet om til et mere organisk bekendtskab – uden at fratage sangen sin let dansable ynde.

Det samme gjaldt dog ikke helt gennembrudshittet ’What You Got Is Mine’, som blev en kende tandløs i en lige lovlig underspillet falsetfri version.

’Remedy’ blev til gengæld spillet i en udgave, der var mest tro mod originalversionen – men man skal også være godt dum for at skrotte de synthesizerstrygere, der er med til at gøre sangen til en af Vinnie Whos mest uimodståelige.

I denne uge anmelder Pernille Jensen den nu tidligere diskoprins Vinnie Who's nyeste album 'Harmony'. Kilde: politiken.tv / Producer: Henrik Haupt

Diskoen er nu engang i bandets dna. Som da linjen »that disco in my heart« fra den nye ’So Much More’ gled totalt umærkeligt over i et euforisk totakterlangt diskobeat for herefter at cruise tilbage i softrockland.

Det var ikke bare overskudsagtigt blær. Det lignede også en anerkendelse af egne forcer – og forsøget på at få det hele til at danse sammen klædte bandet helt vildt.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce