Igen i år er idérigdom, eksplosiv energi og stor selvsikkerhed i amerikansk hiphop kommet fra den hastigt voksende gruppe af stærke rappere, der har udviklet sig i internettets vilde vesten af mixtapes.
De gamle hiphopgiganter var godt nok også på banen, men Eminem ledte vist mest efter grå hår i sit spejlbillede på opfølgeren til sit gamle hovedværk med ’The Marshall Mathers LP 2’, og Jay-Z ikke engang ledte efter sin forsvundne mojo på New Yorks kunstgallerier.
Han skulle bare have en Picasso med hjem.
Sejrer på stilen
Næ, hvis man er i New York i dag og vil have benene revet væk under sig, skal man opsøge hiphopkollektivet, A$AP Mob. De er fra Harlem, men lyder som noget, der er sluppet ud af Houstons tåger. Frontmand A$AP Rockys succesfulde debut bliver fulgt op af A$AP Ferg, der med ’Trap Lords’ opsummerer en af tidens dominerende subgenrer på hiphoppens hitlister.
De kalder det trap, og sammen med Chicago-subgenren drill hiphop har det givet rap sit socialrealistiske skær tilbage. Det handler om trange kår og overlevelse, men inden for hiphoppens pistolsvingende, egopumpede rammer.
Hos A$AP Ferg slipper man ud af ghettofælden ved at skyde sig fri med en Magnum 44 på 'Murder Something', give den som Mr. Loverman på 'Shabba' og være sig lokalkvarterets tragiske bagside bevidst med fortællingen om mødre på crack, ’Cocaine Castle’.
Gadepræsten og skidtknægten viser to veje for hiphoppenDer bliver krydset af i alle hiphoppens klicheer, men Darold Ferguson Jr. sejrer på sin stil. Lige så hårdkogt som soulfuld. Hans rim er på tåspidserne, der som små hidsige udbrud står i et dynamisk forhold til bassens tunge puls og synthfladernes udsvævende tekstur. Med sprækker af sangens trøstende efterskælv.
Evnerne er stadig ved at blive slebet til, men 'Trap Lord' ulmer allerede flot af både fare og ømhed i det urbane mørke.
De personlige linjer
Mere mørke finder vi i Detroit, der blev erklæret konkurs tidligere i december. Gør man det musikalske bo op, er Michigan-byens betydning uvurderlig, men menneskeligt er det et fallitbo. Hvilket bysbarnet Danny Brown tager fat om på sit tredje album.
Som titlen antyder, er 32-årige Danny Brown allerede gammel. Og med uregerligt hår, en manglende fortand og hysterisk energi har Brown længe haft rollen som hiphoppens klovn. Men på 'Old' viser den balstyriske rapper med de lige så kaotisk energiske beats en mere reflekterende side frem.
LÆS OGSÅ Tunge hiphop-bæster efterlod publikum uden for hegnet
Hør bare det dystre postkort fra Detroits gadeliv, 'Lonely’, eller 'Torture', hvor Brown sænker tempoet og hen over et klagende munkekor beskriver Detroits mennesketragedie indefra: »Reacting sporadically to what the mind absorb/ probably need a shrink, can't get a wink/ so I smoke a lot of kush and pop a Xanax to sleep«.
Der er stadig masser af Browns sitrende vildskab, og man skal gøre sit for at lære hans abrupte stil at kende, men i den sidste ende er det de personlige linjer, man husker.
Dyrtkøbte erfaringer
Flere år OG dyrtkøbte erfaringer ligger der bag stemmen på Pusha T. Efter mange år som en del af den gangsterbrutale duo Clipse, der skabte rappens fiktioner med narkoblod på hænderne, solodebuterer 36-årig Pusha T med et af årets bedste hiphopalbum. Endda med Kanye West som inspireret producer.
Stilen er minimalistisk, spændstig og rå. Lyden er skarp og føles som hoppebolde kastet mod trommehinden. Beatet er koldt og falder som våde lussinger, mens albummets brummende undertone tæller ned til det endelige kollaps. Det er hiphop med sammenknebne øjne og knyttede næver, der slår mod brystet. Lige indtil Pharell Williams slipper os ud af buret med den soulede 'S.N.I.T.C.H.'.
Men Pusha T giver aldrig slip.
kritik Hiphop bredside mod pladebranchenHan genbesøger sin kriminelle fortid igen og igen, men minder også om pusher-rapper-karrierens dobbeltbund på den nådesløst trumlende grovhitter, 'Numbers on the Boards': »hard to get a handle on this double-edged sword«. Selv om der er en god del ’The Wire’-romantik på spil her, ser han ikke tilbage uden samvittighed. På 'Nosestalgia' bliver crackkokainens dødsdom over familier leveret fra barnets synsvinkel af vidunderrapperen Kendrick Lamar.
Pusha T er ikke en opbyggelig historiefortæller som Kendrick Lamar. Men på linje med A$AP Ferg og Danny Brown er han ude i et socialportrætterende ærinde, hvor fortællinger og ord hentes i gadeplan.
Og afleveres med en præcision og hårdhed, der – ligesom amerikansk hiphop i det hele taget lige nu – er umulig at overhøre.
fortsæt med at læse
