0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tunge hiphop-bæster efterlod publikum uden for hegnet

Det fremstormende Beast Coast-crew blev bremset af elendig lyd på Cosmopol.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 MARTIN SLOTTEMO LYNGSTAD (arkiv)
Foto: MARTIN SLOTTEMO LYNGSTAD (arkiv)

Suffelse. Lyden var elendig på Cosmopol og Beast Coast-rapperne fandt aldrig storformen frem.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er noget nyt under opsejling i New York.

På en hiphopscene, der ellers har oplevet nogle magre år siden de genredefinerende guldår med navne som Chuck D, LL Cool J, Rakim, Nas og Jay-Z, bare for at nævne nogle af de tunge drenge.

Selverklærede galemænd En bølge, der kalder sig Beast Coast har sat kurs mod global dominans. Og rundt i blogosfæren buldrer profeterne løs om en Ny Gylden Generation, børn af halvfemserne, der som det naturligste har kastet gratis mixtapes ud på nettet i kollektiver som Pro Era og Flatbush Zombies fra Brooklyn.

Og nettet har ingen grænser, så flere af de mixtapes var tydeligvist nået til Danmark og Skandinavien, for på Roskilde Festival havde et kæmpe følge bredt sig langt ud under teltdugen på Cosmpol for at se det nye kuld bevise, at der ikke bare er tale om en kortvarig opblomstring, men et fuldbyrdet paradigmeskifte.

Allieret med sværvægtskometen Action Bronson fra Queens og den atletisk androgyne Danny Brown fra Detroit trådte Pro Eras største talent, Joey Bada$$, og de selverklærede galemænd fra trioen Flatbush Zombies ind i et næsten fem timer langt hiphopmaraton for at inviterer nordeuropæerne til bæsternes kyst.

Latter blandt publikum
Første mand i ringen var Action Bronson. En vel godt og vel 300 pund tung newyorker med albanske og jødiske rødder, der efter at have gjort sit navn kendt som gourmetkok med grillkød som speciale er sprunget ud i et karriereskifte af dimensioner.

På kun et års tid er den 29-årige Ariyan Arslani, som er navnet bag aliasset, buldret igennem som en hårdhændet charmør og selviscenesat showmand, der har taget publikum på sengen med sit højpitchede hæse flow, og veloplagte tekster om emner som mad og prostitution, ikke på den kritiske facon vel at mærke, men med humoristisk distance og selvironi, så misogynien bliver taget med et gran salt.

Som en Simon Jul med guldkæde og hang til brede fælger.

Han stavrede tungt ind til tonerne af discohittet ’Blinded By the Lights’ som en selvironisk kommentar til hans alt andet end letbenede tråd.

Og som en dehydreret Brian Nielsen med en hagesmæk af et skæg og en grå t-shirt, der allerede var plettet af anstrengelsens sved, gyngede han rundt, mens han forsøgte at sparke til en oppustelig bold fra publikum, halvkiksede og vaklede lidt inden han fandt balancen.

Iscenesat? Han var i hvert fald med på at der blev grint blandt publikum.

Træt i betrækket
Men hans rap er ikke en gimmick. Han var kommet som seriøs musiker med mere end mad på hjertet. Nemlig asiatiske prostituerede, som han er erklæret storforbruger af.

»Come hold my dick when I take a piss/Shake it off, put it back in my boxershorts« som han rappede om sine besøg i Chinatown på nummeret ’Triple Backflip’. Der skal et stort talent til at gøre den slags fordøjelig. Men det fik han ikke rigtig sat i scene her i begyndelsen.

Spredte håndtegn blev adstadigt kastet mod scenen fra de første publikumsrækker, og der blev ikke responderet som forventet, da han pustede ud i en pause: »I haven’t slept in two days. Fuck that!«. For nej, han virkede faktisk hurtigt træt og udmattet og det satte sit præg på hans levering, der i forvejen ikke hører til de mest interessante.

Han er blevet sammenlignet med Ghostface Killah, men lyder af og til så begrænset som afdøde Adam Yauch fra The Beastie Boys, der skulle flankeres af Mike D og Ad-Rock for ikke at falde igennem.

Action Bronson faldt ikke helt igennem, men selv om han genfandt flowet på hittet ’Strictly 4 My Jeeps’, fik han ikke fat i publikum med sit enfoldige rap.

Og de simplistiske produktioner med udgangspunkt i boom bap og tidens hotteste hiphopinstrumentalisering, trap, hvor tung bas pebres med rastløst sitrende blyanter på en highhat, satte godt nok gang i publikum, men fes hurtigt ud i en afventende atmosfære efterhånden som Bronsons alfamaskuline attituder blev trætte i betrækket.

Elendig lyd
Men han var næsten allerede savnet efter to-tre numre med næste akt, Flatbush Zombies, aftenens største skuffelse.

De tre Brooklyn-rappere, der trækker på tossestilen fra Busta Rhymes, ligner i virke-ligheden mere hipstere fra Williamsburg end ukontrollable zombier, og de druknede fra starten i en trefoldig mudderstrøm af rap. Aggressivt flydende, men uartikuleret.

Med bund i trap, dubstep, boom bap og tung 808’er-bas har de ellers markeret sig som punkerne i Beast Coast-kollektivet med deres rå energi, men lyden var simpelthen så elendig i mikrofonerne, at man ikke kunne høre et eneste ord.

»America’s full of shit!« lød det så pludseligt i en pause fra scenen. De sorte amerikanske rappere på årets Roskilde Festival er ikke glade for Obama-administrationen.

Efterlod publikum uden for hegnet
Dagen før havde Killer Mike tegnet en lige linje fra den nuværende præsident til Ronald Reagan og fik hele salen til at råbe »Fuck Ronald Reagan«.

Hos Flatbush Zombies er kritikken mest udtalt på det fremragende nummer ’Face-Off’ fra 2012-albummet ’D.R.U.G.S’, der indledes med en nyhedsoplæsning om den faktiske begivenhed, hvor en mand, påvirket af et nyt stof i omløb, blev fanget af politiet mens han var i færd med at æde ansigtet af en sovende hjemløs.

Her med en tung 808’er bas og elektroniske foruroligende synthflader, der som på mange af trioens numre sætter scenen for deres mørke urbane wasteland, hvor virkeligheden ses gennem zombiens fornemmelse for dystopi.

Rasende, horrorsort, og slingrende skørt med social indignation. På albummet altså. Her forsvandt ethvert tilløb til brod og vildskab i utydelig diktion, og det meste af koncerten mindede om en overfyldt legeplads i Brooklyn.

Man fornemmede attituden og gadesnu plaprende slang, men publikum blev efterladt uden for hegnet.

Lad s tage stoffer i fred
Lidt bedre blev det med deres cover af A-Traks ’Piss Test’. Endeligt et refræm, der kunne afkodes og henvendte sig direkte til publikum: »Fuck the P.O. Fuck the Piss Test«. Lad os tage psykedeliske stoffer i fred.

Men når man tænker på, at Roskilde-publikummet som regel ville være enige i at undgå en urintest, var det noget af et forkølet respons, brooklyn-drengene kunne fremtvinge.

Deres største succes var en pause, hvor de spillede Nirvanas ’Smell Like Teen Spirit’ fra grammofonen og hoppede rundt på scenen som forrykte aerobicinstruktører i takt med at sultent publikum. Det lignede en blottelse.

Afslutningsvist reddede de lidt af æren med deres hit ’S.C.O.S.A.’. Men hvor de Mala-inspirerede dubstepstrofer sendte minder tilbage til samme telt i 2007, hvor Digital Mystikz vendte verden på hovedet og indvarslede dubsteppens indtog på verdensscenen, stod zombierne her og min-dede om alt andet end erobrere.

Lyden fra hiphoppens velmagtsdage
Knap halvdelen af publikum havde nu forladt teltet inden Joey Bada$$ kom på. Han demonstrerede ellers fra start, at han var begavet med klart bedste flow.

Ligeså tight og flabet på den tilbagelænede måde som en af 90’er-hiphoppens mest overlegne flow-mestre, Big L. Men han var skruet alt for lavt ned, så det lød som om det spændstige flow kom fra en fest i nabolejligheden.

Ærgerligt, for hans mixtape ’1999’ fra 2012 er en af øjeblikkets bedste hiphopudgivelser.

Joey Bada$$ insisterer på alvoren. På den sociale indignation. Conscious rap uden briller og løftede bryn men med en direkte attitude fra hverdagslivet i Flatbush, Brooklyn.

Annonce

Han vil tilbage til den gang hiphop blev leveret 1:1 fra rendesten til radioen uden bling bling og karikaturer. Tilsat jazzede loops, funky orgel og en god gang boom bap, den simple stortromme/lilletromme-struktur, der om nogen er lyden fra New Yorks velmagtsdage som hiphophovedstad.

Posthumt playback
Men hans koncert i Cosmopol bød på et eneste højdepunkt, og det kom meget sigende med ’Survival Tactics’, hvor det afdøde Pro Era-medlem Capital STEEZ’ vers blev leveret som posthumt playback.

Det gik klart og skarpt igennem og løftede den tunge dyne for de kvaliteter, der har genantændt New Yorks hiphopkultur, og publikum rappede med på hvert et ord.

Men så snart verset skiftede tilbage til Bada$$ og liverap i mikrofonen, gik der tågesnak i den igen. En stor skuffelse og lidt af en skandale at det ikke lykkedes at fintune teknikken til talenterne.

New York rejser sig

Sidste akt var Danny Brown, der med baggrund i Detroit og J Dilla satte klubstemning under løjerne. Og det hjalp.

Trap, dubstep og knivskarpe, knitrende produktioner under hans høje pitch og Dizzie Rascal-huggende kantede flow skar igennem lydmuren og leverede et fremragende show.

LÆS OGSÅ

Men det hjalp ikke New York og Beast Coast så meget, for Danny Brown er sin helt egen, som han stod der i sit mørke univers med en smal sort t-shirt så lang så en kjole og stramme sorte jeans.

New York rejser sig uden ham, men de fem timer lørdag bragte ikke magien til Roskilde.

Læs mere:

Læs mere