I en verden fuld af bands der altid minder lidt om nogle andre, er det egentlig meget godt, at vi har Crystal Castles.
Den canadiske duo – som live udvides med en trommeslager – har nemlig ramt en musikalsk åre, der på ganske forunderlig vis er deres helt egen.
Men måske er det ikke så underligt igen. For Crystal Castles’ to medlemmer, electro-troldmanden Ethan Kath og frontkvinden Alice Glass har en helt særlig dynamik sammen, der især gør deres liveoptrædener til tilløbsstykker. Forståeligt nok.
LÆS OGSÅ Hysterisk duo sprænger lydmuren
Primadonna med Playmobilhår
For med duoens notorisk hidsige, men altid klart dansable bastard mellem punk, dance og god, gammeldags uorden på dansegulvet er der noget nær fysisk umuligt at kede sig til en Crystal Castles-koncert.
Noget man også med god grund kan takke den lille vævre Glass for. Som en ret unik blanding af tændstikmand og heksehyl, blonderet primadonna og overrislet smatpunker er hun fortsat et syn for guder, når hun er på scenen.
Anmelder: Rihanna er en tarvelig poptæveOg koncerten på Arena var ingen undtagelse. Glass dansede rundt med en flaske Jack Daniels-whiskey, hullede strømpebukser og lysegult Playmobilhår, men beviste samtidig, at selv om hendes stemme ofte er forvrænget til ukendelighed, er hun en uhyre vigtig del af bandet, hvilket især stod klart på gennembrudshittet ’Alice Practice’.
Selv om det startede som en ydmyg skitse, som Ethan Kath lagde på nettet for sjov, var det også en sang, der fredag aften tårnede sig op som et af de mere overraskende højdepunkter.
Robert Smith blev hjemme
For der er trods alt sket en del med Crystal Castles’ musik siden de glade Myspace-dage.
Udtrykket er det samme: Råt, kompromisløst og mere punk end pop. Men melodierne er blevet større i takt med at de steder, bandet spiller, er blevet det, hvilket sange som det forrygende åbningsnummer ’Plague’, ’Wrath of God’ og den punkede ’Telegraph’ beviste.
LÆS ANMELDELSE Politiken kaster hjerter efter 10 Roskilde-aktuelle udgivelser
Stærkest stod dog Crystal Castles velsagtens mest poppede bedrift til dato, den elskelige jamreballade ’I’m Not in Love’, hvor duoen på albumversionen havde selveste Robert Smith fra The Cure med som gæstestjerne.
Han var blevet derhjemme, men heldigvis hev Alice Glass den sikkert i land med en insisterende påmindelse om, at nihilister ikke bare har følelser. De danser også.
fortsæt med at læse
