Det er ikke kun unge rockdrenge med frimærker på tungen og hallucinationer i guitaren, der dypper deres musik i 1960’ernes syrebad for tiden. Også i hiphoppen tager flere rappere på psykedeliske afstikkere.
I Atlanta er Roskilde-aktuelle ILoveMakonen godt sendt af sted med svampe i blodet på sine mange mixtapes, og nu tripper Harlem-superstjernen A$AP Rocky også ud på sit andet album.
Mellem henvisninger til den alternative hiphops syrekonger i The Pharcyde, sidelæns sejlende blues og kvaler med kvinder står et enkelt af de hele 18 tracks ud som en uforbeholden kærlighedserklæring, nemlig ’LSD’:
»We make love under pretty lights, LSD/ I get a feelin’ it’s a trippy night/ Them other drugs just don’t fit me right«.
Bluesy og dunkelt
Den 26-årige rapper er kommet frem på at bygge bro mellem Houston-scenens omtågede chopped and screwed-hiphop og så hjembyen New Yorks gadefortælling. Men i en vidunderlig dis af opfindsomme samples, tilbagelænede beats og sit melodiske flow tager A$AP Rocky syre-hiphoppen til nye højder. Og det runger af 1960’erne på mere end en måde:
»I just had an epic dream like Dr. King/ Police brutality was on my TV screen/ Harmony, love, drugs and peace is all we need«.
Det er ikke ligefrem den dybe tallerken, A$AP Rocky opfinder. Det er faktisk et slapt svar på den eskalerende konflikt mellem politiet og det afroamerikanske samfund. Nogen samvittighedsfuld eller retoriske opflammende rapper bliver han nok aldrig.
LÆS KONCERTANMELDELSE
Hiphoppens bredeste dollargrin lavede ravage i FalconerMen i sammenstødet mellem rapperen, der er vokset op som pusher i Harlem med den hårdhed fra gaden, det medfører, og så hans udflydende hippietone opstår der interessante hiphopmutationer. I en blød bevægelse fra den lilla sirup-rap et lydlandskab af smeltet voks, hvisken og katedralske ekkoklange.
Det er bluesy og dunkelt, men stadig fuldt af de mange hooks, der kendetegner A$AP Rocky. Ikke mindst den smågeniale sample af Rod Stewart på ’Everyday’, hvor Miguel løfter Stewarts sang ud af rockens gemmer og giver den modspil fra r’n’b.
Eller Joe Fox’ vaklende smukke omkvæd på ’Max B’, hvor den unge engelske soulsanger i sit nødråb fra en fjern tid lyder lige så hjemløs, han åbenbart var, da A$AP Rocky mødte ham på gaden i London.
Speciale i udskejelser
A$AP Rocky har opnået sin status som en af den nye rapgenerations største stjerner takket være sine udpræget popappel (og pæne udseende, der også har fået fashionistas til at omfavne ham og hele det modeshow, hans ASAP Mob-crew også er), hvilket han har formået at trække med ind i sin nye mere indadvendte og fortættede lyd.
Nøglebegrebet hos A$AP Rocky er bevidsthedsudvidende. Ikke kun i den narkotiske lyd, men også i teksterne, hvor festrapperen tydeligvis vil være mere en hiphoppens posterboy med speciale i udskejelser.
Hiphoppen er midt i en ny guldalderDet skift skal ikke mindst ses i lyset af ASAP Yams’ død tidligere i år. Han var A$AP Rockys nære ven i kollektivet ASAP Mob, og selv om gæsterappere og producere fra DangerMouse og Mark Ronson til Lil Wayne og Kaney West fylder godt op på albummet, er det stadig tabet af Yams, der pryder coveret, med hans modermærke aftegnet i Rokcys ansigt og den rugende stemning.
Mangler dybde
Alvoren sætter sine spor, når A$AP Rocky rapper om gentrificeringens ødelæggelse af sammenholdet i det fattige Harlem, han voksede op i, og i refleksioner over berømmelsens rådne bagside.
Han vil stritte imod og blotte sin tvivl i et væld af religiøse vendinger, men A$AP Rocky forfalder til både banaliteter og hiphoppens rygradsreaktioner. Den dybde, han viser musikalsk, har han stadig ikke fået i sit syn på verden.
Men han stræber efter det på et stærkt forførende album.
fortsæt med at læse
