Titlen på Pato Siebenhaars ep lægger op til et smældende high five af fem nye tracks. Men de føles mere som et slattent håndtryk.
Og det er der to grunde til: For det første er Pato hverken en stærk rapper eller en stor sanger, og det skærer skingert gennem de ellers tungt svingende basproduktioner. For det andet er hans sangskrivning skarp som en plastikkniv, der bøjer i mødet med hård smør.


























