Man kan godt diskutere, om det er 12 eller 16 år siden, Blur sidst udgav et album.
Inden indspilningen af ’Think tank’ fra 2003 overhovedet kom i gang under Marokkos sol, havde guitaristen Graham Coxon nemlig forladt bandet – og overladt det til forsangeren Damon Albarns interesse for afrikansk musik og elektroniske vibrationer at udstikke den kreative retning for Blur. Og senere trække stikket helt på bandet for at hellige sig sine mange andre projekter.
Sidst kvartetten udgav noget i deres oprindelige opstilling, var altså '13' i 1999. Tilbage i det årti, hvor Blur skrev samfundskritiske noter ind i margenen på den buldrende succesbølge af vidt forskellige bands, der blev bundet sammen med sløjfen britpop.
I krig med Oasis
Dengang Blur og Oasis lå i krig på den britiske hitliste med singlerne ’Country House’ og ’Roll With It’. Blur vandt den sommer i 1995. Men som Blur-bassisten Alex James siden konstaterede:
»Blur vandt slaget, men tabte krigen«.
Verden ifølge pladeaktuelle Noel Gallagher: »Min mor ringede og var virkelig vred«I hvert fald målt på salgstal og folkelighed. Oasis blev uden diskussion det mest populære band af de to. Blur satte deres brede popularitet over styr i bestræbelserne på at blive et art rock band, man aldrig helt vidste, hvor man havde.
Men da Blur gav afkald på de umiddelbare popmelodier, opnåede de friheden til at mutere i alle retninger – og til at finde sammen et nyt sted i 2009, da de begyndte at give koncerter igen.
Stærke sager
I en uge, hvor der har været rygter om en gendannelse af Oasis, har man dog svært ved at se dem rejse sig fra støvet efter Gallagher-brødrenes infight og udgive et stort album. Modsat Blur.
Deres diagnosticerende sange og eksperimenterende forskydninger har vist sig langt mere interessante at vende tilbage til – og samtidig har de i processen revet sig fri af den fastlåste rolle som britpoppere.
Alligevel er det med overraskende vitalitet, Blur vender tilbage. På ’The Magic Whip’ slår de straks med fortidens hale på ’Lonesome Street’. Et Parklife-ekko med huggende guitarrif og gadeflabens bjæf i Albarns stemme.
Men så snart forbindelsen til fortiden er genetableret, stikker det heldigvis af for dem med nye ideer, udforskende produktion og den slags stærke sange, man kun får frem, hvis man har mod på mere end at gentage sig selv.
16 år siden sidst
I dynamikken mellem de fire musikere spænder Blur fra den rislende hymne om Nordkoreas hovedstad på ’Pyonyang’ til den optimistiske fællessang under ’Ong Ong’. Graham Coxon skærer kantede stykker støjgranit ud i den hårdt stampende ’Go Out’, plasticlyde i stærke farver bobler rundt om Damons Albarns naive melodi på ’Ice Cream Man’, de kravler gennem et psykedelisk ormehul på ’Thought I Was a Spaceman’ og finder rundt om Dave Rowntrees trommer og Alex James’ bas ned i et dovent reggae-groove med kurs mod solnedgangen på ’Ghost Ship’.
Damon Albarn-album er som solstråler gennem et støvet timeglasOg lad os sige, at det er 16 år siden, at Blur udgav et album. Samlet. For selv om Damon Albarn med sin markerede melankoli og elektroniske aftryk fra andre projekter som sidste års soloalbum bestemt svinger taktstokken, er det i modspillet fra Coxons skæve og forvrængede guitartoner, at Blur opstår.
Coxon giver Albarn et temperament, han ikke har på egen hånd.
Genopståelsen
Det er i det hele taget Coxons skyld, at ’The Magic Whip’ overhovedet ser dagens lys. I maj 2013 strandede Blur fem dage i Hongkong efter en aflyst koncert på deres asiensturné.
I løbet af fem febervarme sommerdage i Hongkong indspillede Blur en lang række jams og løse skitser til sange. Damon Albarn var bagefter ude at sige, at varmen havde kvalt deres forsøg på at lave et album. Men Coxon tog sammen med deres gamle producer Stephen Street fat i deres Hong Kong Sessions og gravede 12 sange frem.
Da Damon Albarn hørte, hvor godt det var, måtte han overgive sig og – trods andre projekter som en ny musical, African Express og nyt Gorillaz-album – rydde kalenderen til både at rejse tilbage til Hongkong for at skrive tekster og indspille alle vokalerne.
En musikalsk odyssé fra kongen af britpoppenRodløshed og menneskelig isolation driver gennem teksterne. Sådan som Albarn har drevet rundt under Hongkongs neonskilte og forsøgt at få ligningen mellem overbefolkning og ensomhed i den digitale tidsalder til at give mening. Midt i nysgerrigheden over for verden mærker man en hjemve i både geografisk og kulturel forstand.
Hvis den ene styrke, Blur demonstrerer på ’The Magic Whip’, er evnen til at genopfinde sig selv musikalsk fra sang til sang, er den anden deres greb ud efter deres samtid.
Blur brændte ud i Marokko, men er genopstået i Hongkong. De er atter en prisme, man kan se det moderne liv igennem.
fortsæt med at læse
