Hvem er Damon Albarn egentlig? Det spørgsmål burde ikke være særligt relevant at stille her næsten 25 år inde i en af de mest skelsættende karrierer i moderne popmusik.
Vi taler trods alt om manden, der i begyndelsen af 1990'erne kickstartede den globale britpop-feber med Blur, og som i 00'erne indtog hitlisterne med tegneseriebandet Gorillaz. Og derudover har styret markante projekter som supergruppen The Good, the Bad and the Queen, skabt adskillige afrikanske musikprojekter med rod i Mali, skrevet en opera samt gravet soulsangeren Bobby Womack frem af glemslen.
LÆS OGSÅ Damon Albarn kommer til Roskilde med nyt soloprojekt
Men Damon Albarn har også altid gemt sig bag forskellige masker. Hvad end de har været konkrete som den animerede Gorillaz-figur 2D eller Blurs satiriske rollespil med diagnoser af det britiske samfund. Som den 46-årige londoner i sidste uge sagde i et radiointerview med amerikanske NPR:
»Jeg tror faktisk slet ikke, at folk ved, hvem jeg er. De kender måske nogle af de ting, jeg har lavet gennem årene. Men mig kender de ikke«.
Det vil Albarn ændre på med sit første soloalbum, hvor den hvileløse musiker for en gangs skyld gør ophold ved sig selv. Men i stedet for at overmande verden med et brøl viser han på sin egen soulfulde og stille facon ind til mennesket Damon Albarn. Uden at krænge sig på vrangen blotter han smukt en frygt og bæven, man kan spejle sit liv i. På den måde er Damon Albarn egentlig ligesom os andre.
Et portræt af ensomheden
Da soloalbummet for et par år siden begyndte at tage form, var Damon Albarn ude at sige i musikmagasinet NME, at han ikke brød sig om begrebet soloalbum, »det lyder meget ensomt – solo«. Nu har Albarn godt nok selv stået for de fleste instrumenter, men alene er han ikke på ’Everyday Robots’. Der er en del gæstemusikere, og hans medproducer, pladeselskabsejeren af XL Records, Richard Russel, har spillet en afgørende rolle.
Dels med sine samplede kollager, der i stil med Daniel Lanois' lyddraperinger skaber en samlende atmosfære, men især som kuratoren, der udvalgte de 12 sange ud af mere end 60 mulige. Russells snit gennem Albarns sangskrivning tegner netop et portræt af ensomheden – hos en moderne mand, der genbesøger sin ungdoms geografi.
Hør blot, hvordan Albarn på den tyst vævende 'Hollow Ponds' river kalenderblade ud af sin hukommelse. Opvokset i det nordøstlige Londons Leytonstone går han i impressionistiske klip fra hedebølgen i 1976 til januar 1993, hvor »modern life was sprayed unto a wall«. Sangen tuder vemodigt som horn i erindringens tåge, mens Albarn slår sløjfe mellem de steder, hvor hans drømme blev født og indfødt – med inspirationen til Blur-albummet 'Modern Life is Rubbish'.
Blur leverede slingrende og sublim koncertDe selvbiografiske ord er mere nostalgiske end rørende, ligesom brugen af kirkekoret Leytonstone City Mission Choir fra barndommens gader på den Brian Eno-producerede 'Heavy Seas Of Love'. Men hvad ordene kun rækker ud efter, kan de åndeløst smukke sange nå. På en næsten hviskende måde.
Mere mærkbar på det personlige plan er Albarns genbesøg i sin tid med heroin på sangen 'You & Me', hvor misbrugsperioden indgår i et indelukket musikalsk rum af en sang, der først lyder som en alarmklokke på udslidte batterier, før den midtvejs forløses i soul-ørt solskin.
Mærkes kan det for alvor også, når Albarn med Bat For Lashes' Natasha Khan som spøgelseskor og til klaverets triste toner på 'The Selfish Giant' spidder den forfrosne relation mellem to mennesker: »It’s hard to be a lover when the TV’s on/ and nothing is in your eyes«. I både tone og ord.
Sjælfulde melodier
Når Damon Albarn vender timeglasset på hovedet, er det til lyden af sjælfulde melodier og i et næsten knirkende tempo, der til tider minder om et veterantogs rytmik – og ude af trit med nutiden laver sine egne ormehuller. For udviklingen har bekymret Albarn, lige siden han gav britpoppen poetisk slagkraft med sine betragtninger om det moderne liv.
Nu er det teknologien, der giver Albarn panderynker, mens han over titelnummerets langsomme mekanik-funk konstaterer:
»We are everyday robots on our phones/ in the process of getting home/ looking like standing stones«.
LÆS OGSÅ Se hvornår din yndlingskunstner spiller på Roskilde
Fulgt op af krydringen mellem hjertets rytmeforstyrrelser og teknologiens vigtigste knap: »Arrhythmia, accepting that you live/ with uncertainty/ if you're lonely, press play«.
Men udsigten til, at vores sanser opløses i robotternes binære kombinationer, fører ikke til radikale reaktioner og maskinstormerens vrede. Albarn resignerer blot. Som om han godt ved, at udviklingen heller ikke kan bremses denne gang.
I stedet søger Albarn tilflugt i sangenes lavmælte skønhed. Hvis han da ikke træder ud af verden med den opløftende 'Mr Tembo' om en babyelefant. Og skaber også for os andre med sine vidunderlige sange et pusterum af skønhed midt i erkendelsen af, at det moderne liv stadig er noget skidt.
fortsæt med at læse
