Sidste sommer kørte Sadie Dupuis rundt i Connecticuts skove. Guitaren lå bag i bilen, og når en idé trængte sig på, holdt hun ind til siden.
En måned senere var det andet album med Dupuis’ band, Speedy Ortiz skrevet. Ikke som hastværk, men en hvirvelvind af støjkantet guitar og slacker-attitude i 1990’er-stilen fra især Pavement.
Musikanmeldelse
Speedy Ortiz: Foil Deer.
Carpark Records
Kan man lide dét, er Speedy Otiz det bedste, man kan få. På en gang avanceret og tumultarisk. Poetisk knivskarpt. Man ved aldrig, hvornår en sang tager form, men pludselig bryder forrygende stumper af melodi gennem asfalten.
Wangel har talent, men mangler at finde sin helt egen klangMan bliver revet omkuld, når Dupuis finder lo-fi groovet i linjerne: »I’m not bossy/ I’m the boss/ The shooter, not the shot«.
Med reference til facebookchefen Sheryl Sandberg vrister Dupuis sig ud af offerrollen og sætter sig bag rattet. Og sikke en køretur, det ender med!
fortsæt med at læse




























