Det er som regel sandhedens time, når en singer-songwriter sætter sig ned med sin akustiske guitar for at skrive sange.
Nu skal det være personligt! Og det er det i den grad blevet på Sufjan Stevens’ 7. album.
Efter at den amerikanske sangsmed med ’Age of Adz’ for fem år siden var ude at vende i den flamboyante ende af sangskriverskalaen med elektroniske lydlandskaber og neonstrålende koncerter, er han vendt tilbage til den akustiske stil og har skabt en murrende alvor i sine spartanske folk-arrangementer.
Fragmenteret sorg
Indspillet i Stevens’ hjemmestudie er ’Carrie & Lowell’ et ærligt og rørende album om moderens død i 2012. Hun er Carrie, stedfaderen er Lowell. Sangene er fulde af barndomserindringer, refleksioner over døden og ikke mindst sorg:
»Your apparition passes through me in the willows/ Five red hens – you’ll never see us again«.
Melodierne er fortryllende, arrangementerne smukke, men tonen trist. Og sorgen er ikke ligetil. Forholdet til moderen var betændt. Stevens ved ikke, hvor han skal begynde, men starter med at tilgive hende.
Hvor sangene er helstøbt i deres lavmælte udtryk, er teksterne fragmenterede og løsrevne. Stevens bevæger sig frem og tilbage mellem løse erindringsglimt og nuet, hvor han skal komme overens med moderens død. Og alt det, der aldrig blev talt ud om:
»Bury the dead where they’re found/ in a veil of great suprises:/ I wonder did you love me at all?«.
Sufjan Stevens har tidligere tænkt stort. Ikke mindst med sit svimlende projekt om at lave et album om hver af de amerikanske stater. Men denne gang tager han fat i det største emne af alle: »We are all gonna die«.
Ved at han gør det med en hvisken af spørgsmål, spiritualitet og sagte guitarspil, forekommer dette album større end livsprojekter, der vil rumme hele verden, for det kan være vanskeligere at rumme den sidste afsked for bare et enkelt menneske.
Dyb krise
Samme dybe klang af et andet menneske formår Josh Rouse ikke at skabe på sit 11. album, ’The Embers of Time’.
Bevæbnet med sin guitar, Paul Simon-gener og en mundharpe tager Rouse ellers fat i den dybe krise, han har befundet sig i.
Den Nebraska-fødte singer-songwriter bor nu i spanske Valencia, hvor han efter eget udsagn har lidt under et krakelerende selvværd og gennemgået »eksistentiel psykoterapi«. Med tungen i kinden åbner han albummet:
»Some days I’m golden/ Other days I’m bad/ All depends on the weather/ And how many drinks I’ve had«.
Rouse kan som ganske få skrive melodier, der ubesværet slynger sig perfekt gennem øret.
På den led er han stadig uantastelig. Men siden gennembruddet for godt 10 år siden med pladerne ’1972’ og ’Nashville’ har han haft svært ved at forløse det unikke talent og levere mere end bundsolidt håndværk.
Det samme er tilfældet på ’The Embers of Time’. Trods den personlige baggrund for albummet ender det med at lyde som den perfekte sangskriver, der ryster sange ud af ærmet – uden at det egentlig gør en forskel for ham.
Kræver mod
Det personlige løber til gengæld som en stærk understrøm gennem irske Conor O’Briens tredje album under navnet Villagers.
Endnu en gang er udgangspunktet den håndplukkede guitar, her tilføjet løse klaverakkorder, og en let nasal stemme fuld af forførende melodier. Men erfaringen er en grundlæggende anden, nemlig omverdenens foragt for ens seksualitet.
På albummets absolutte højdepunkt, ’Hot Scary Summer’, synger O’Brien om et kys i natten, på fortovet, mellem alle de unge homofober med knyttede næver:
»We got good at pretending/ then pretending got us good«.
Conor O’Brien spiller selv albummets få instrumenter, men det er teksterne, der adskiller ham fra de mange andre indie folk-trubadurer. Han har en poets sikre greb om sprogets præcise vendinger. Nogle af sangene er mere ujævne, men teksterne holder et litterært højt niveau:
»Do you really wanna know/ About these lines on my face/ Well, each and every one is testament to/ All the mistakes I’ve had to make, to find/ courage«.
Det kræver ikke kun en guitar og et par akkorder at skrive så personligt som O’Brien gør i Villagers. Det kræver mod.
fortsæt med at læse
