Engang var bandet Mew intime venner for lytterne af ’Det Elektriske Barometer’ søndag aften. Deres skrøbelige og snurrige indie-salmer foldede sig ud som lysende luftballoner inde i hovedet på dem, der havde lagt panden mod højttalerne med et opgivende suk.
Siden debuten i 1997 har det lille mjav udviklet sig i en ret opadgående kurve til rockhymner af symfoniske dimensioner. Album for album og med Jonas Bjerres halekomet af en falset som gennemgående signatur har bandet fra Hellerup udbygget himmelkuplen over dansk rock med ualmindeligt højtragende sange.
Da den store forbrødring for godt et år siden fandt sted på NorthSide festivalen, og bassisten Johan Wohlert vendte tilbage efter syv års fravær, trak Mew nu kollektive gisp af begejstring gennem titusindvis af festivalgæster. Fra radioens lille rum var de vokset til noget, der lignede og lød som Danmarks største rockband.
Mere strømlinet og poppet
Tilbage som en kvartet i den oprindelige besætning udgiver Mew nu deres sjette album. Men for en gangs skyld overgår de ikke sig selv. På et tidspunkt måtte kurven jo knække, og i stedet for at søge længere ud i deres originale undersøgelser af prog. rockens katedralarkitektur har de rettet en del af deres krøllede linjer ud og fundet frem til et mere strømlinet og poppet udtryk.
Poppet i den forstand, at modhagerne er trukket tilbage og vægten mere lagt på bandets samspil (måske en understregning af Wohlerts tilbagekomst) end det moderne studies muligheder for at rejse i lyd og tid i verdensrummet mellem vores ører. Det er stadig sange, man kan bygge Peterskirker ud af, men vejen til den vægtløse tilstand, der stadig er essensen af Mew, er mere ligetil og enkel.
Forskellen fra det forrige album til det nye kan næsten aflæses i titlerne. I 2009 flød Mew i enhver forstand over alle bredder med den alenlange titel ’No More Stories/ Are Told Today/ I’m Sorry/ They Washed Away// No More Stories, The World Is Grey/ I’m Tired/ Let’s Wash Away.
Seks år senere er de punktligt korte for hovedet med to tegn ’+ -’. Plus og minus. En kode til den elektriske strøm, der igen strømmer gennem de bombastiske udladninger fra Bo Madsens guitar, men også en markering af et mere forenklet Mew.
Blur overrumpler med vitalt comebackSelv om der er igen er melodistumper afspillet baglæns og soniske detaljer i de lag på lag på lag, en Mew-sang består af, træder en mere traditionel sangstruktur igennem. Det er hen til omkvædet, og så slår de vingerne ud! De dristige løsninger og opfindsomheden er ganske enkelt fraværende på sange som ’The Night Believer’ og ’Interview the Girls’. Det gør ikke deres sange mindre bjergtagende, men mere forudsigelige.
Eksempelvis kan man på en sang som ’Making Friends’ høre en guitar nærmest mime den knortede guitarfigur fra ’Introducing Palace Players’ fra ’No More Stories ...’. Men hvor det kantede fingerspil blev trukket frem på sidstnævnte og gav sangen dens karakter, bliver den nu brugt som en detalje i baggrunde på den himmelstræbende sang.
Mægtig og kraftfuld som en ørkenstorm
De store abstraktioner i den æteriske atmosfære findes dog i teksterne. Bjerre synger vist om brudlinjer mellem to mennesker et par steder og udviser muligvis bekymring for et barn med »your mother’s eyes«, men meningen opløses i de fragmenterede sætningers tåge. Det handler ikke om indholdet af beskeden, men leveringen af den.
Hele albummet er spændt op som dugen på Orange Scene, og i de store koncerters bredformat skal mange af deres sange nok vise sig at fungere. De går efter at tage vejret fra os. Og det lykkes. Med en produktion, der er mægtig og kraftfuld som en ørkenstorm.
De varierer storheden med heavy metal-riffs på den alligevel lidt for stillestående ’My Complications’ og kaster et par stjernekastersoloer ind i balladen ’Rows’, men forsømmer at udfordre deres egne prog. rockede manerer. Kontraster har altid været hovedingrediensen i Mews alkymi. Forholdet mellem de hidsige riffs eller det komplekse trommespil fra Silas Utke Graae Jørgensen og så de lyse heliummelodier fra Bjerre.
Sufjan Stevens hvisker en sidste, smuk afskedMen modsætningerne er dæmpede. De mange melodier, Mew væver deres avancerede kompositioner sammen af, får ikke lov til at skylle hårdt ind over hinanden. I stedet for snubletråde og indre spændinger får vi fornemt buede spændingskurver og forløsende omkvæd i en lyd med dybdeperspektiv.
Når det er sagt, taler vi om et lille fald i forhold til Mews egen høje standard. Deres flimrende nordlyspop finder flere fornemme klimaks under vejs. Ikke mindst på åbningsnummeret ’Satellites’ og den fængende ’Water Slides’, der kan hoppe rundt en hel dag som en psykedelisk kængurustylte inde i hovedet på en. Dét lyder som to kommende klassikere i det nu udvidede Mew-katalog.
fortsæt med at læse
