Da Sun Kil Moon for et års tid siden gav den første af det års to koncerter i København, sad hovedpersonen, sanger og sangskriver Mark Kozelek, i den ene side af scenen og brokkede sig.
Foran ham stod en flok af hans typiske stærkt dedikerede fans. Problemet for Kozelek var, at de var nørdede mænd:
»Hvorfor tiltrækker jeg altid typerne, der kommer op til mig efter koncerten og spørger: »Hvornår kommer albummet på vinyyyyl««, vrængede han hånligt og påpegede, at de unge kvinder, der stod forrest i den modsatte side, skulle rykke over foran ham.
Tyssende sanger krævede koncentration af publikumDa de endelig gjorde det, begyndte Kozelek at brokke sig over noget andet, nemlig at folk hviskede for højt mellem numrene.
Uden filter
Kozelek er et menneske uden filter.
Han er grov, gnaven og ofte pænt ligeglad med omverdenen. Han lefler ikke for nogen og dukker sig ikke for en konflikt, men tager den grinende til groteske højder, som sidste år med de drillende sange om War On Drugs.
Men han er også skæg, observant og følsom. Og så insisterer han på, at musik, ligesom livet selv, er et alvorligt anliggende. Det fortsætter han med på sit 7. album under navnet Sun Kil Moon, hvor han synger om et besøg hos en alvorligt syg veninde:
»With a sort of grace I walked to the toilet to cry/ because I remember when we were both just young little kids/ before the heaviness of life took over every fuckin’ thing«.
Året efter, at Sun Kil Moon med hovedværket ’Benji’ brød igennem til et større publikum, gjorde os anmeldere stakåndet af begejstring og endte i toppen på mange lister over årets bedste album, er den produktive musiker allerede klar med opfølgeren.
Her udvikler 48-årig Kozelek sit folkemusikalske fortællegreb af messende sange og spartansk instrumentering i retning af det mere fabulerende i både sangstrukturer og tekster.
Sangene synes indspillet i flugten gennem et begivenhedsrigt år, og teksterne flyder igen som lange arabesker af dagbogsnoter om hverdagens rutiner, længsel i turnélivets malstrøm og små erindringsglimt fra barndommens uskyldige tid.
Kozelek er en romantiker, der trods sit knortede temperament hele tiden påpeger (og påskønner) livets skønhed. Men med en tydelig klump i halsen, fordi han også ser forfaldet stå klar lige bag overfladen overalt.
Døden klemmer stadig
De enkelte sange er lange og snor sig fra rytmiske remser over brusende strygere, hidsige passager, der mimer koncertintensitet, og dobbelte panoreringer i stemmen til det rene spokenword.
De har en vildtvoksende form og flere nuancer, mens Mark Kozelek med poetens greb om talesprog igen fortæller, hvad der er sket siden sidst.
Døden klemmer stadig, og gennem naturen trænger livets nådesløse gang sig ind på Kozelek. I den hvirvlende ordstrøm er vi med ham på filmindspilning i Schweiz, på turné rundt i Europa og Sydkorea.
Sensibel sanger laver hovedværk om skæbnens sidste punktumHan synger om sit hensygnende lavendelbed derhjemme og indleder med fortællingen om det døende pungdyr, en opossum, som katten har haft fat i. Han tænker på det, mens han er til koncert i San Francisco, flyver over Los Angeles og bliver ringet op og spurgt, om han vil medvirke i filmen.
Da han er hjemme igen, er pungdyret dødt. Han så den sidste seje kamp gennem haven:
»I want to grow old and to walk the last walk/ knowing I too gave it everything I got/ that against all roadblocks and obstacles/ I fought for to live another day«.
Udfordrende
Der er mange grunde til, at Sun Kil Moon fik så massivt et gennembrud sidste år med ’Benji’. Den melankolske stemning, Kozeleks dybe fortællestemme, genkendelige punkter i de frit flagrende tekster.
Uanset hvad er det muligt, at ’Universal Themes’ nok vil teste dele af det nyvundne publikum.
Anmelderne vælger: Her er de bedste albums i 2014For sangene tager på større ekspeditioner, afbryder sig selv, taler i tunger og finder ikke altid tilbage til refrænet. Ligesom de personlige bekendelser ikke er bundet sammen til den samme formfuldendte autofiktion som på ’Benji’.
Men det er netop den temperamentsfulde Kozeleks idiosynkratiske 1:1-afspejling af livet som flosset, ensomt og alligevel passioneret, der gør Sun Kil Moon mere interessant end en million facebookopdateringer.
Han forfiner sine sanges greb om den eksistens, vi alle har til fælles.
fortsæt med at læse
