Det var ikke meget, publikum klirrede med deres flasker eller sludrede. Ved det første højlydte hvisken mellem det andet og tredje nummer kom slangehugget inde fra mørket på scenen, hvor Mark Kozelek sad på en stol:
»Ssshhh! Hold op med at hviske. Det gør mig selvbevidst. Jeg ved ikke, hvad I hvisker om«.
Selvbevidsthed som sølvtråd
Når Kozelek stiller op med sit Sun Kil Moon-band kræver han koncentration. Også af sig selv. Onsdagen aften sad han med sin akustiske guitar til venstre for de tre andre bandmedlemmer og sang med intenst lukkede øjne.
Men bemærkningen havde også en ironisk undertone. Hele Kozeleks værk taget betragtning. Både som forsanger i Red House Painters i 1990'erne, under eget navn og som Sun Kil Moon har Kozelek sunget mere om sig selv end Taylor Swift og Medina. Til sammen. Selvbevidsthed er selve sølvtråden gennem de på en gang litterært formede og prosaisk messende sange.
Ikke mindst på det års hovedværk af et album, ’Benji’. Her flyder dagsbogsnoterne som en bevidsthedsstrøm fra grandkusinen Carissas tragiske død, »Carissa was 35/ You don't just raise two kids, and take out your trash and die«, og rundt om dødens mange andre meteorslag i Kozeleks verden. Fra barndomsbekendtskabet 'Micheline' og onklen i ’Truck Driver’ til massemorderen Richard Ramirez, der »died today of natural causes«.
Gribende, lammende og befriende fortællinger, hvor det stærke familiebånd, sørger for, at bunden ikke går ud af den 47-årige Kozelek:
»I can live growing old alone if push comes to shove/ but I can't live without my mother's love«.
Vrængede fra scenen
Helt uden den selvironiske distance, der dukkede godt op i de underholdende pauser mellem numrene, hvor Kozelek både vrængede af det mandestærke publikum, af musikmagasinet Pitchfork og uden hæmninger fiskede efter pigerne på de forreste rækker i den udsolgte sal. På den anden side er det jo også en form for hudløs ærlighed.
De alternative greb om sangersangskriver-traditionen blev leveret i en mættet stemning, hvor Mike Stevens temperamentsfulde trommer, Phil Carneys milde støjfigurer på guitaren og ikke mindst Chris Connollys svævende klangflader fra keyboardet spillede både nænsomt og groovy op mod Kozeleks baryton.
Sidstnævnte var pakket voldsomt ind i rumklang. Ikke nødvendigt med den stærke, dybe stemme, og det var en fordel at kunne teksterne, når ordene forsvandt i ekkokammeret. Men Kozelek udnyttede det store ekko i til både at dramatisere sin udbrud, lægge vægt bag de sangreciterede ord og ikke mindst gengive lyden af menneskelig isolering.
Erindringskunst
I det hele taget blev sangene flyttet nye steder hen. Tempoet var slukøret smukt på ’Carissa’, 'Ceiling Gazing' fra Kozelek-LaValle-albummet 'Perils From The Sea' havde hymnisk karakter og midt i det hele vibrerede 'I Watched The Film The Song Remains The Same' med en sagte fylde som et stykke glødende erindringskunst.
Det er muligt, at martyren Kozelek - som han selv sagde - måtte rejse sig et par gange op for ikke at falde i søvn i løbet af den mere end to timer (og for den lavmælte form temmelig) lange koncert. Men der var nok variationer og temposkift til at Sun Kil Moon stod distancen overfor publikum.
Selv om vi endda blev holdt i et jerngreb, hvor mobiltelefoner var bandlyst, og vi blev tysset på.
Kozelek er blevet sammenlignet med Seinfeld-figuren The Soup Nazi på grund af sin koncert-restriktioner. Men nu er hans tekster heller ikke bevidstløse som telefon-doodles. Han kræver noget, fordi han faktisk kommer med noget. Som han indledte 'Black Kite' med at sige:
»Det her er, hvad der sker, når du ikke fucker rundt på Facebook hele tiden«.
Det, der sker, er mere alvorligt. Det giver ingen adspredelse på den korte bane, men en solid ballast til den lange tur.
fortsæt med at læse
