James Holden ser så britisk ud der foran sine knapper og ledninger. Med kraftige bryn som Liam Gallagher, fin kroget næse som John Lennon og en skoledrengs frisure så sort som kattens. Og som The Beatles og Oasis er han medlem af nok en britisk generation af musikalske fornyere. I dag kommer de bare fra den elektroniske scene.

Og den scene har man gehør for i Odense, hvor Phono Festival for ottende år i træk forsøger at give fynboer det internationale udsyn, de måtte savne i byens kulturtilbud. Festivalen arrangeres af stort set den samme flok frivillige, som i 2006 indtog en gammel slagtehal, hvor pudsen dryssede ned fra loftet, når bassen buldrede. Dengang vidste man, at det havde været en god dag på Phono, når man »måtte tømme bh’en for beton«, fortæller en af de frivillige.

For at indtage slagtehallen måtte de først skovle et tæppe af kolort væk, og det er, som om den skæbne forfølger dem. I år har de med det hidtil største program indtaget den gamle FAF-silo på havnen, som de har beklædt med kæder af LED-lys.

Først måtte de skrabe etagerne fri for tykke lag af ekskrementer og kadavere af duer, der lever derinde. De sidder på deres reder og lægger æg oven i døde unger og lort. Det minder om det ingenmandsland, der omkranser byens universitet, som i 1966 blev opført på en mark med den ambition at få byen til at vokse mod det nye videncentrum. Siden har markerne kun været beboet af råger, der skræpper og skider.

Slut med at skide i egen rede

Men nu skal det være slut med at skide i egen rede. I de næste fem år kanaliserer Odense Kommune 20 millioner kroner om året ud i kulturelle events, der skal gøre byen attraktiv for omverdenen, men ikke mindst for dem, der bor der i forvejen.

26,5 millioner er allerede gået til den nye Tinderbox Festival, men en meget mindre del er tilfaldet Phono, hvor de frivillige selv har loddet de lyskæder, som sammen med blinkende stroboskoper 42 meter over jorden har skabt et vartegn for håbet om en ny fremtid.

Musikken spiller i stueplanets rå lokaler, som de københavnske lyskunstnere Dark Matter har gennemskåret med laser, der afgrænser et intimt klubrum foran scenen. Her står James Holden foran 2-300 mennesker og demonstrerer en af de seneste internationale tendenser inden for elektronisk musik. I stedet for at bruge en laptop med avanceret software spiller man på en mere primitiv teknologi, den modulære synthesizer, for at afsøge nye muligheder i samspillet mellem elektronik og musikalsk virtuositet.

En modulær synthesizer er forbundne enheder med hver sin funktion. En boks sender signaler, en anden styrer svingninger, en tredje den elektriske spænding, og en fjerde arrangerer den logik, lyden følger. Og så er der et hav af andre bokse. Det interessante er, at outputtet ikke bestemmes af modulerne, men af hvordan de håndteres.

Et flydende korpus

James Holdens krop fulgte rytmen fra hans trommeslager, mens hans fingre dansede rundt mellem det kredsløb af ledninger, der fik kontrolpanelet til at ligne bagsiden af et hifi-anlæg. Der hvor det ikke er meningen, man skal pille. Men det er netop det, man gør, når man spiller på modulære synthesizere. Man piller og manipulerer teknologien til at lystre helt andre regler.

Intet anslag, ingen retning fik lov at blive ledemotiv. En melodi blev korrigeret af en volumens forvrængning, en rytme blev knækket over af modstand fra frekvenser. En jamsession mellem teknologiske modstandere, en uhensigtsmæssig modulering af udgangspunkter i et flydende korpus formet, tacklet og boostet af manden i midten.

Holden lader sig ofte drive frem af krautrockens ’motorik’-rytme af fiskekutterbas på fuld kraft, mens melodierne flakser som en tiltet Atari-computer mod klimaks, der formuleres af live-trommernes brag og sydende highhatte.

Højdepunktet i Odense var ’Renata’ fra sidste års album ’The Inheritors’. Fire bånd af lyse urolige midi-melodier hvirvlede ind i hinanden og lød som en FM-radio, hvor man drejer hurtigt mellem faste stationer. Fire bånd, styret af hver sin knap i fingrene på James Holden, som spillede dem som en jazztrompet, der falder ud af rytme og hakker sig på plads igen i et groove med menneskelig puls.

James Holden er begavet med en stor musikalitet, som åbnede odenseanernes ører mod fremtiden.

fortsæt med at læse

Ungt dansk bigband fik mesterguitarist i hopla