Spillestedet Posten i Odense skulle have testet sit trægulv inden Phono-festivalens afslutningskoncert søndag aften. Kunne det holde til at få et klokkespil på 3 tons rullet ind foran scenen?

Det kunne det, og de store kirkeklokker, forbundet med træorglets tangenter, skabte forventning om en megamesse, hvor techno og klassisk musik skulle smelte sammen i et brag, som var det et eksperiment på forskningscenteret Cern.

Men braget lod vente på sig, for den tyske mester i minimal techno Pantha du Prince og hans fem kittelklædte laboranter byggede op med tålmodig grundforskning i mødet mellem enkeltklange fra håndklokker, xylofoner, koklokker, rørklokker, steel drums og klokkespillets mindste medlemmer.

Det var som at stå i centrum af en storby med fjerne kirketårne, der ringede til gudstjeneste med hver sin klang.

Umiddelbart tilfældigt arrangeret, men smukt harmonisk udfoldet som en kompleks helhed af The Bell Laboratory, der har rejst rundt med den elektroniske musiker i et års tid med liveopførelser af sidste års album ’Elements of Light’.

Savnede djævlen i værket

I midten stod Pantha du Prince bag sin laptop og mikserpult og trykkede elektroniske basdroner ind mellem klimpreriet som en fed sort stribe fra en fugepistol. En stribe, der voksede i tykkelse og skabte suspense, efterhånden som koncerten skred frem med stigende styrke fra trommesættets analogt bragende technobeats.

Men forløsningen kom først med afslutningsnummeret, det 17 minutter lange ’Spectral Split’, hvor hver klokke ringede til hymnisk dansefest i noget, der mindede om kultisk hyldest af lyset.

Det var en aften badet i stor gylden skønhed, men også en aften, hvor man kom til at savne djævlen i detaljen.

Kirkeklokker ringer for den kristne fortælling om det gode mod det onde, og hvis man tager Satan ud af ligningen, mister skønheden noget af sin glans. Man får samme fornemmelse, som når et kristent rockband siger »freaking« i stedet for »fucking«. Man savner modstand. Noget ondt, så man kan tage imod det gode.

Stræben efter den rene lykkerus

På den anden side har det aldrig været Pantha du Princes projekt med samarbejdet med The Bell Laboratory. Albumtitlen er jo også ’Elements of Light’, og det er med sin ambiente stræben efter den rene lykkerus, han har skåret sin signatur dybt ind i technoens stamtræ.

Og det var bevægende. Særligt da ’Spectral Split’ klingede ud i en tyst outro, hvor hele holdet forlod scenen for at sprede sig som et luciaoptog med hver sin håndklokke blandt publikum. En surround-koncert, der strakte sig over hele salen, efterhånden som enkeltpunkterne af bløde klange dannede stjernetegn i mørket.

Blinkende julestjerner, der indhyllede os i en tryg, varm fornemmelse som den, barnet slumrer ind med, mens snoren trækker sig op i spillebamsen.

Som en velvoksen fynbo sagde til sin sidemand: »Der var jeg godt nok tæt på at fælde en tåre«.

fortsæt med at læse

Amerikanske metalbands imponerer med tjæretung guitar og muskuløs lyd