Kvindelige kunstnere er i disse år generelt mere optaget af at udforske det åbne i det personlige udtryk. Et godt eksempel er Ane Brun. Hun er født i den norske jazzby Molde, men har boet i Stockholm siden 2001. Absolut nordisk og umiskendelig siden 2003, men Ane Brun har undervejs med held ladet sig inspirere af alt fra Madonna til Bonnie Prince Billy.

Jeg tror aldrig, hun har været så overrumplende som på ’When I’m Free’, hvor hun på sin egen kridhvide måde suger til sig fra jazz og soul. Det varme og det cool finder hinanden på ’You Lit My Fire’, hvor den norske popsangerinde med jazz på rygraden finder et nyt gospel.

’When I’m Free’ er et varieret, men helt sammenhængende album, hvor bassisten Dan Berglund fra Esbjörn Svenssons Trio og trommeslager Andreas Werliin fra Wildbirds & Peacedrums lægger en rytmisk bund, som frugtbart udfordrer Ane Bruns vokalarbejde, mens udtrykket andre steder er mere præget af svensk popfilosofi.

»Though the shape of a heart is always the same / you can never be sure it fits the frame«, synger Brun på det hamrende elegante ’Shape of a Heart’, og på ’When I’m Free’ har Ane Bruns stemmepragt og musikalske ambitioner fundet en balance, hvor hjertet og de vide rammer passer sammen.

Julia Holter fra Los Angeles er i endnu højere grad en kunstner, som lister på skillelinjen mellem lys og skygge i sin musik.

Holter har på få år etableret sig som ener i randzonen mellem pop og avantgarde. ’Tragedy’, ’Ekstasis’ og ’Loud City Song’ har vist Holter som en højtbegavet popkunstner. Hendes musik er intim, men også med en kølig distance. Holters musik er imidlertid så fuld af forlokkende detaljer, gemmesteder og gåder, at man ikke nødvendigvis føler trang til at trænge sig på.

Især ikke fordi ’Have You In My Wilderness’ faktisk er et vældig udadvendt album målt med Julia Holters alen. Performance-elementet er stadig markant, men på ’Lucette Stranded On The Island’ hører man en popmusik, der skiftevis breder store forsigtige svævevinger ud og lyder så minimalistisk som argentinske Juana Molinas intimsfæriske pop.

Holters imponerende værktøjskasse degenererer aldrig til en rodekasse. Med krystalklart overblik bygger hun en lag på lag-produktion af så gennemsigtige materialer, at man hele tiden føler, man kan se fra top til bund med alle motiver fuldt gennemlyste. Et skridt længere ud i solen, og Julia Holter vil gribe mig om hjertet og ikke bare om den æstetiske nerve.

I det selskab kommer den færøske sirene Eivør for en gangs skyld til kort. Eivør forsøger sig denne gang med en dobbeltudgivelse i form af det engelsksprogede album ’Bridges’ ledsaget af ’Slør’ på færøsk. Musikalsk er ’Slør’ mere hjemstavnsbundet og elektronisk sprælsk, mens ’Bridges’ er et drømmesvævende popalbum overvejende bygget på en sart forbindelse mellem det akustiske og det elektroniske.

Den indimellem ret heftige Eivør optræder her i en engleblid, knastfri og ekstrembehersket udgave af sig selv. De er delt op i et lyst og et mørkt album. Fnugfri ’Bridges’ er rent lys, men svær at blive rigtig ophidset over. Der er på alle måder mere rusk og mørketemperament over ’Slør’.

fortsæt med at læse

Darkstars hverdagsbeat er en unik og nærværende lytteoplevelse