»Like a moth to a flame / Burned by the fire / My love is blind / Can't you see my desire?
That's the way love goes«.
Jeg kan stadigvæk ikke undgå at få gåsehud og heftig hjertebanken, når jeg hører disse linjer.
Første gang jeg hørte dem, var en ganske almindelig eftermiddag i 1994, da jeg som vanligt gloede MTV i stedet for at lave lektier, og for første gang hørte ’That’s The Way Love Goes’ med Janet Jackson. Fra den dag af klistrede jeg mig fast til tv-skærmen som en natsværmer til en flamme, hver gang der kom en sang fra hende.
90’erne var årtiet, da hun udkom med albummet ’Janet’. Det var også det årti, hvor hun én gang for alle markerede, at hun ikke bare var interessant på grund af sit efternavn og tilknytning til megaidolet og broderen Michael Jackson.
Det var i det årti, hun blev den næstmest sælgende popartist, og Janet Jackson markerede, at hun var sin helt egen ikoniske urkraft.
Et nyt kapitel
Det var også Janet Jackson, der få år senere lærte mig, at Joni Micthell aldrig lyver, da hun udgav albummet ’The Velvet Rope’ i 1997.
Nummeret ’Got Till It’s Gone’ samplede Mitchells berømte linje fra sangen ’Big Yellow Taxi’: »Don’t it always seem to go that you don’t know what you got ’til it’s gone«. Og netop disse linjer er et ekko, der græder hele vejen igennem Janet Jacksons nye album ’Unbreakable’.
Det her album gransker sorgen efter Michael Jacksons død og er hendes mest personlige album i næsten 20 år, men det savner samme lydlige idérighed, som prægede ’The Velvet Rope’-albummet. ’Unbreakable’ har været syv år undervejs og markerer et nyt kapitel i Janet Jacksons karriere.
’Unbreakable’ er udgivet på hendes pladeselskab Rhythm Nation Records. Og at Janet Jackson har haft mulighed for selv at præge lyden af det nye album, kan høres på godt og ondt. Nogle gange lyder hendes stemme som Michael Jacksons – for eksempel på ’Burnitup!’ og ’The Great Forever’.
Janet Jacksons vokal lyder generelt mere forskelligartet på ’Unbreakable’ end på hendes øvrige album, og det får det som helhed til at fremstå, som om det er et sammensat album uden en klar rød tråd.
For mig at se kan man dele albummet skarpt op i to dele: Første halvdel har et højt tempo, selveste Missy Elliot kigger forbi og rapper på nummeret ’Burnitup!’, som i sin grundstruktur er et fint upbeatnummer, men det virker også lidt vrøvlende.
Glem 'Call Me Maybe': Poptøs hylder prom night med kinddans uden udløbsdatoMissy Elliot råberapper noget i stil med »Ms. Jackson, oh she wears the crown brand new sound got a brand new style«. Det er ganske hurtigt overstået, og det er svært at fornemme et decideret samspil mellem de to kvinder, som på papiret kunne lave et nummer, der ville få jorden til at eksplodere.
Og selvom ’Burnitup!’ har masser af attitude og dansegulvsvenlighed, lyder det ikke, som om ms. Jackson har en brandny lyd, men nærmere finder sig godt tilpas i 00’er-r’n’b.
Kill your darlings
Albummet ankommer for alvor på nummeret ’Damn Baby’.
Det nummer taler til 80’er-r’n’b og formår samtidig at lyde nutidigt og nogle gange en smule som Nicki Minaj, men også kun en smule; det er nærmere attituden end lyden, der giver mig den association.
Men derfra byder albummet på nogle lidt anonyme sange, der punkterer den puls, der ellers er blevet sat gang i på de første numre, uden at lokke med nye interessante lydlige universer.
Soulet R&B-sanger er født med en tone, der fængslerDer er nogen, der ikke har fået sagt ’kill your darlings’ under tilblivelsen af pladen. ’Unbreakable’ har nogle decideret rørende sange, der viser nye sider af Janet Jackson, men de drukner i for mange fyldnumre.
Singlen ’No Sleep’ lyder smuk og tidløs og fungerer også godt med rapperen J-Cole som gæst; hans ret tilbagelænede og fortællende måde at rappe på supplerer sangens søvngængerstemning.
For sig selv
Anden halvdel af albummet viser tydeligere, hvad der ligger Janet Jackson på sinde, og hvorfor hun har haft brug for selv at styre udgivelsen.
Skæringspunktet er efter singlen ’No Sleep’. Her er det, som om stemningen skifter, og tempoet daler.
Janet henvender sig mere personligt igennem disse sange og trækker på sin over 30 år lange karriere og de mange tidsåndslyde, hun har været med til at præge fra 80’erne og 90’ernes New jack swings til lyden af den blingbesatte opsvings-r’n’b, hun var med til at præge i 00’erne.
Lana Del Reys nye album savner flere opsigtsvækkende ideer og en AK47’Dream Maker Euphoria’ sampler soulfunk-elementer med hiphop, der leder tankerne hen på den afdøde producer og pladeekvilibrist J-Dilla. Nummeret ’Black Eagle’ rummer et underfundigt tekst- og lydunivers, der henvender sig personligt til lytteren med teksten »Just remember when you’re overwhelmed, dream and take some time to love yourself«.
Janet Jackson har prioriteret sig selv på det her album, og jeg håber, at ’Unbreakable’ er det første i rækken af mange personlige Janet Jackson-album, og at de fremtidige album bliver mere helstøbte, så hun igen kan erobre verden.
fortsæt med at læse
