Jeg har altid undret mig over, hvorfor Sia råber sådan. Jeg har haft svært ved at orke at stå model til alt det råberi, men jeg prøvede at overgive mig lidt, løsne skuldrene og stille mig i strømpebukser og undertrøje i stuen og skrue godt op for hendes nye album, ’This Is Acting’. Og så snart jeg gav slip og gav mig hen, var der egentlig en del, jeg havde brug for at brøle ad.
Verdens tilstand virker nogle dage helt enormt absurd og meningsløs, og i stedet for at sætte sig med armene over kors og holde sig for ørerne og surmule nihilistisk føles det her album som en opfordring til at give alle verdens ulyksaligheder lov til at være mærkbare.






























