Jeg har altid gået og forestillet mig en taglejlighed, når jeg gennem årene har gravet mig ned i Nikolaj Nørlunds album. Og jeg har måske haft en tendens til at føle mig lidt for godt hjemme. Føle, at jeg ved, hvor i hans bogreol alle de gode romaner står, at jeg ved, hvor det er blødest at ligge i fosterstilling, hvilke plader jeg skal hive ud af samlingen, og hvor han gemmer sin whisky og tobak. Og jeg glæder mig altid til at komme på besøg og har også lidt svært ved at gå igen.
På hans forrige album, ’Det naturlige’, var det lidt som at være til privatfest og lade solen stå op og ned, mens musikken bare drev ubesværet frem. Der var sange som ’Hvid røg og techno’, som er skrevet sammen med digteren Bjørn Rasmussen, og en gennemgående road trip-stemning, der gav mig lyst til at droppe ud af det hele og aldrig se mig tilbage.
