Da Melanie, Shaznay, Nicole og Natalie besluttede sig for at opløse deres stort hittende gruppe All Saints i 2001, var det, fordi de blev uvenner over, hvem der skulle have lov til at have en militærfrakke på til et fotoshoot.

De forsøgte at vende tilbage igen i 2006 med det lidt ubeslutsomme album ’Studio 1’, men det var de færreste af os, der opdagede det album.

For på det tidspunkt havde de mistet det momentum, de havde haft på de stilsikre forrige album ’All Saints’ og ’Saints & Sinners’. ’Studio 1’ floppede bravt, hvilket resulterede i, at de blev droppet af det prestigefyldte pladeselskab Parlophone og derefter gik hver til sit.

Nu 10 år senere gør gruppen endnu et forsøg på at vende tilbage bag mikrofonerne.

Lad os lige spole tilbage til 1997, da de slog deres navn fast og af medierne blev udråbt til Spice Girls’ melankolske kontrast. Deres musik var mere melankolsk, beige og nedbarberet og mere moden end Spice Girls’ pangfarvede og storsmilende pop.

All Saints fremhævede deres smukt harmonerende stemmer, for det var ikke just sangpræstationerne, som rivalerne i Spice Girls var berømte for. Selv om All Saints’ første single, ’I Know Where It’s At’, var et dansabelt og hitlistevenligt popnummer, manifesterede de først for alvor, hvem de var som gruppe, da de sang »never ever have I ever felt so sad« på singlen ’Never Ever’ på et tidspunkt, hvor Spice Girls lå nummer 2 på Billboards hitliste med det bekymringsfrie megahit ’Wannabe’.

Jeg var Spice Girls-fan på det her tidspunkt og sprang direkte i favnen på All Saints’ mere mutte og cool girlpower. ’Never Ever’ var en decideret bluessang, men den gjorde stort indtryk på mig og ledte mig hen mod mere alternative artister. Især på grund af deres coverversion af Red Hot Chili Peppers’ ’Under The Bridge’. All Saints trak i det hele taget mere på alternativ rock og den britiske triphopscene med navne som Portishead i front og lod være med at lægge sig i slipstrømmen af Spice Girls og deres pop i børnehøjde.

Inspirationen fra Madonna

Året efter All Saints brød igennem, udkom Madonna med albummet ’Ray Of Light’, som var fyldt med electronica og new age-referencer. Det var et album, der gjorde op med den sukkersøde ’babystemme-90’er-pop’ og i stedet satte sig i lotusstilling på hitlisterne. ’Ray Of Light’ kunne tydeligt høres som inspiration på All Saints’ ’Saints & Sinners’-album fra 2000, især på singlen ’Pure Shores’, som til dags dato stadigvæk er et af de stærkeste popnumre nogensinde.

Med det nye album har All Saints ’Pure Shores’-grundtonen med sig – især på første nummer, ’One Strike’, som er et perfekt, personligt anslag og handler om Nicole Appletons brud med Oasis’ Liam Gallagher og understreger, at de har trukket livserfaringerne med ind på albummet. Det er som at blive genforenet med en ven at høre det her album, og heldigvis bliver de smertefulde livsbegivenheder ikke gemt væk.

Det er bemærkelsesværdigt, at All Saints ikke bare har meget at fortælle siden sidst, men også masser af gode musikalske ideer at dele med os. Nummeret ’Fear’ har med sine jungletrommer og fuglesang nærmest meditative kvaliteter. Og så er der flere store livskloge popnumre, for eksempel ’Red Flag’, ’One Woman Man’ og ’This Is War’. ’Tribal’ lyder som feministiske musikalske stammeritualer, men der er stadigvæk plads til klassisk 90’er-balladestemning på ’Who Hurt who’.

Selv om det ikke er alle sangene, der gør lige stort væsen af sig, er det her et nærværende og stærkt album, som kæmper mere for sin plads i verden end det foregående. De dansevenlige numre klæder All Saints, især sangen ’Puppet on a String’, som er en oplagt kandidat til hitlisterne. Jeg kom til at smadre en kop under dancehallnummeret ’Rachet Behaviour’, som vist er det, man kalder en »banger«, for i ren og skær begejstret numsedans væltede jeg min kaffekop ud over bordkanten, så det sagde BANG!

fortsæt med at læse

Pede B beviser sit værd som historiefortæller med hiphop-folke-komedie