Jeg har tilbragt teenagetiden i et bandøvelokale og jammet Dizzy Mizz Lizzys ’Silverflame’ og ’Barbedwired Baby's Dream’ og har haft hjertesorger over langhårede drenge til ’Love Is a Loser's Game’ og spillet luftguitar til ’Waterline’ og ’Love Me a Little’. Da de tre Dizzy Mizz Lizzy-medlemmer Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis slog pjalterne sammen igen i 2015 efter 19 års fravær og udgav singlen ’I Would If I Could But I Can't’, sendte jeg et telegram til mit 14-årige selv, der rumsterer lidt begejstret i min underbevidsthed, og det er hende, jeg har med mig, når jeg lytter til det nye album, som er en nostalgisk begivenhed.
Jeg blev suget ind i en portal af Dizzy Mizz Lizzys genkomstalbum ’Forward in Reverse’. Fra det første nummer ’Phlying Pharaoh’, landede jeg i en rodet teenageseng, i et værelse med grunge-idolplakater på væggene, og cd’er og kassettebånd spredt ud på gulvet, skjulte cigaretskodder og røgelse, hullet tøj og et anlæg, som er skruet op på højeste forældreplagende volumen. Jeg landede midt i en tjavset tid, midt i 90’er-ungdommen, som egentlig tilhørte mine storebrødre og ikke mig. Min lytning af dette band var mest på Discman med antichok.
