Sådan har hans ry været siden gennembrudsalbummet 'Mellow Gold' fra 1994. Evnen til at opsuge, undersøge, genbruge og genopfinde stiltræk fra funk, soul, hiphop, blues, country og rock var også tydelig på 'Odelay' fra 1996 og 'Midnite Vultures' fra 1999. Man har sagt om Beck, at han reflekterede 90'ernes hurtige, visuelle mediekultur på de tre cd'er. Man kunne have tilføjet, at Beck selv i 90'erne var som et medie, der på genialt underholdende trashy facon smed forskellige tidstypiske signaler om en brug og smid væk-kultur i hovedet på os. Det var lige så paradoksalt, som det var forudsigeligt, at slacker drengen Becks kærlige, satiriske klunservirksomhed blev hip nok til forsiden af magasinet The Face. Og efter Prince-pasticherne på 'Midnite Vultures' var det vanskeligt at se, hvordan Beck kunne komme længere ud i satiren uden at blive reduceret til en syngende Prada-skjorte iført second hand rockmusik. Der skulle ske noget andet. Med 'Sea Change' er det sket. Og efter 'Sea Change' er der ingen vej tilbage for Beck. Hverken i kærligheden. Eller i kunsten. »There's no road back to you«, som han synger. Vejen frem er ikke klar. Men den er åben. Og er 'Sea Change' et album om at være et rigtig slemt sted, så lyder det ikke desto mindre naturstridigt smukt.