Dermed bider Sweatmaster sig fast i halen på det kobbel af køtere, der for længst er sprunget ud af garagen og ind på rockscenen fra Norden i de senere år. The Hellacopters, Flaming Sideburns, The Chronics, Maggots, Turbonegro, Burnouts og senest vore egne The Raveonettes med lidt god vilje. Og det kobbel er vel at mærke førerhunde for den bølge af retrorock, der inden for det seneste år har skabt ganske meget ravage i England, USA, Australien og resten af verden. Datsun, Black Rebel Motorcycle Club, The White Stripes, The Strokes, The Hives, Dirtbombs og Danko Jones for nu at nævne nogle få af de, der har kradset i tidslommen og fundet en ordentlig rygeklump fra 1970'erne til inspiration. Den upolerede lyd fra garagen, tempoet fra den tidlige punk, enkeltheden fra 1960'ernes rock er med andre ord for længst blevet en trend. Faktisk er stilen så manifesteret, at man allerede savner det raffinement, som Raveonettes for eksempel tilbyder. Raffinement er til gengæld et fremmedord for den finske Svedemester, som høvler derudad med god energi og autentisk attitude. 'I Am A Demon And I Love Rock'n' Roll', skriger gruppen på hittet af samme navn. Det er naturligvis en kitschet kliché af de tykke, men Sweatmaster knalder til klicheen med en charme og energi, så man forstår opstandelsen hjemme i Finland og i England, hvor bandet er blevet en populær liveattraktion. Sweatmaster egner sig afgjort også bedst til scenerne, og når gruppen engang dukker op her i landet - måske på Roskilde Festival? - vil vi givetvis få flere begejstrede overskrifter. Måske endog af en art, som det er lidt lettere at forstå.