Otte linjer. Så lidt plads, så få ord skal den 56-årige Emmylou Harris bruge til at skrive sin generations historie i sangen 'Time in Babylon'. »We came from apple pie and mom/ Thru civil rights and Ban the Bomb/ To Watergate and Vietnam/ Hard times in Babylon/ Rallied 'round the megaphone/ Gave it up, just got stoned/ Now it's Prada, Gucci and Ferron/ Doin' time in Babylon«. Opmuntrende ord om 68'ernes store knæfald for kommercialismens alter til beroligelse for enhver borgerlig kulturkæmper. Men en letbitter erkendelse af tidernes skiften fra Emmylou Harris, der da også næsten hvisler ordene ud over et af de rastløst pulserende lydspor i det tørre sand, hun har gjort til sit særkende. Lige indtil hendes spinkle sopran når frem til omkvædets bøn om at finde vejen ud af mørket - »lead us to a higher and a holy ground«, beder Emmylou Harris. Siden hun i selskab med produceren Daniel Lanois i 1996 indspillede albummet 'Wreckless Ball' har veteranen haft gudindestatus i den yderkant af countrymusikken, hvor skygger, tusmørke, dybe stemninger af nederlag og smerte samt lidt ro i en omtumlet tid er i højsædet. En status, hun underbyggede med 'Red Dirt Girl' i år 2000 og solidt cementerer med 'Stumble Into Grace', hvorpå Emmylou Harris for første gang selv er hovedkomponist. For den nedtonede, såkaldt alternative country, som herhjemme bedst kommer til udtryk hos bandet Wynona, er Emmylou Harris lyskilde nummer et. Musikalsk holder hun sig i den lille, porøse urtepotteskjuler, hun har slået rod i som en usædvanlig og smuk plante. Selv om 'Little Bird' stikker ud med sin inspiration i folkemusik fra Peru og 'Jupiter Rising' er en usædvanlig munter og hitorienteret melodi fra Emmylou Harris, holder hun stilen. Det betyder i sagens natur, at der ikke er de store nyheder at berette om. Og hører man ikke til dem, der mener, at alt, hvad der kommer af Emmylou Harris' mund, er det rene tryllestøv, kan man nu og da føle sig iklædt vadmelsklæder til træf i Sammenslutningen af Letbitre 68'ere. Med lunken hvidvin i glassene og de rigtige meninger på træt vandring over bordene på jagt efter nye ører. Men i løbet af nattens erkendelser finder vi alligevel sammen i folder af fløjl og kan kun kigge op på den stjernebesatte himmel. En af dem, der blinker deroppe, tilhører sikkert June Carter Cash, som gennem hele sit voksne liv gav sin mand, Johnny Cash, en 'Strong Hand'. Sangen til hende af det navn er så enkel og prunkløs som døden og så skrøbelig smuk som livet og kærligheden. Et mageløst øjeblik, fyldt af kuldegysninger, som Emmylou Harris kan fastholde som få andre. Så gør det ikke så meget, at man er 'Lost Unto This World', som et af albummets andre øjeblikke af smertelig skønhed hedder.