Tre kvarter i selskab med Larsen. Og hele tilværelsen. Som sådan og fra mange forskellige vinkler. I ro, mag og poesi med lidt guitar. Det er slet ikke ringe, det er faktisk en ren nydelse. For næsten nøjagtig to år siden udkom 'Sange fra glemmebogen', der i finurlige og nærmest underspillede versioner bragte de gyldne danske sange og ikke mindst sangeren Larsen helt frem i hukommelsen igen. Og mon ikke den efterhånden 58-årige Kim Larsen har holdt fast i den bølge af stærk kreativitet, der bar nyfortolkningerne, på dette første album med nye sange på dansk i fem år? Ved sine koncerter i de senere år har Kim Larsen nogle gange virket som en småvrissen og irritabel morfar, der helst bare vil minde om, at alting var bedre i de gamle, glorificerede dage. Og på sine plader i de sidste mange år har Kim Larsen lidt for ofte taget sig ud som en lidt for hastig sangsmed, der ikke helt har ramt den åre og nerve, der gør, at man kan huske sangene lige så stærkt som de gyldne gamle. Sådan er det ikke på '7-9-13'. Her er morfar ikke vranten og vred. Han er blid, poetisk, melankolsk, nostalgisk, men først og sidst eftertænksom. Og det klæder både ham og smukke sange som 'Sjølund' til minde om en heftig romance mellem en ung kvinde og en ældre herre - »men rolig baby, regningen betaler jeg« og 'Sommerregn', hvori vor sanger møder sig selv som knægt i parken og får en kold skulder. »Lille københavnersnude/ med sommerklippet hår/ Som det var moderne det år«. De to sange med den vemodige klang over de ligefremme melodier er Larsen, den ældre, når han er bedst. En moden mand, der tror på sig selv, på sin kærlighed til sin 'Viktoria' - »hvis du en dag skulle gå din vej/ Så går jeg samme vej« (så enkelt og sødt kan det faktisk siges, når man hedder Larsen) og de meninger, vi møder i 'Junglen' - »Og hvis livskvalitet det er noget man kan få/ På tilbud engang om måneden/ Pænt pakket ind og med byttemærker på/ Så kunne jeg lige så godt bo i junglen«. Men det er ikke en mand, der er stivnet i pagt med de højere magter. Tvivlen og uroen lurer på sangene hos den fremdeles fremragende vokalist, der måske netop derfor stævner frem mod sine gamle dage med et vist vemod. Selv om ingen behøver at være i tvivl om, at denne sømand af hjertet har besejlet de indre oceaner, han drømte om engang, kan modet jo godt blive lidt mat i sokkerne nu og da. »Sukkersøde minder/ Dage der forsvinder/ Som dug for solen/ Fejet ind under stolen ... Og den første kærlighed/ Misbrugt og trampet ned/ Som en bly viol/ i Søren Ryges blomsterbed«, som Larsen synger i 'Romantik' med den mundrette konstatering »Der er intet så fedt/ Som romantik«. Man skal være noget nær afstumpet for ikke at give den inderligt fraserende Larsen ret her og igennem hele '7-9-13', der rent musikalsk og i sangskrivningen er præget af en sjælden ro fra en rastløs sjæl. På et gennemarbejdet og helt igennem solidt album er det lige før, Kim Larsen fodrer svin med gode og afvekslende sange, inden for de rammer vi jo kender til hudløshed, men som ingen andre mestrer som han. Lidt countryklange i pletskuddene 'Tommelille', 'Det summer' og 'Festen', et par rockere i langsomt tempo som 'Kom tog' og 'Uma Na Na', der musikalsk og vokalt er det nærmeste, vi har været i Gasolin i et par årtier. Beatles og strygerne fra 'Eleanor Rigby' og 'She's Leaving Home' vækkes til live i 'Victoria' og 'Marianne', inden 'Lidt endnu' lukker ballet med en indfølt opfordring: »Hvorfor skal du partout/ hele byen rundt/ på et halvt sekund/ Jeg har jo det du skal bruge ... blive her lidt endnu«. Denne lytter bliver gerne hos denne helstøbte Larsen, igen og igen. Fordi man mestrer det enkelt mundrette og nogle gange forfalder til bøvet revyrock som i 'Sømand ombord' og 'Moster', kan man jo godt være klog på livet, døden og sig selv. Det er Kim Larsen, og når han samtidig formår at være så nærværende og inderlig uden at lefle for nogen eller noget, må man overgive sig. Larsen er ingen nationalskjald, han er bare sjælenes gårdsanger, og det er alt rigeligt.