De kom ud af det blå og forførte os alle. To parisere med en svær nostalgisk forgiftning, en ambitiøs elektronisk popvision og ørerne rettet mod stjernerne. Air. Fra begyndelsen gennemblødt af fremtidsdrømme fra dengang man regnede med, at alle skulle flyve i biler, gå i ens sølvheldragter og bo på den lyse side af månen, når klokken slog 2001. Verden opdagede Air efter debut-ep'en {lsquo}Premiers Symptomes', med debutalbummet {lsquo}Moon Safari' fra 1998 og perlerne {lsquo}Sexy Boy' og {lsquo}Kelly A Watch The Stars', og vi blev omgående forført af deres popeskapisme og retrofuturisme. At lytte til Air var som at danse over blomsterenge i indre virkeliggørelser af solforgyldte reklamefilm fra 1970'erne. Eller glide gennem fjerne fjerne galakser i en rumfærges lounge med champagne som brændstof. Musik som overdrevne kærtegn, som lag på lag af sensualitet, uimodståelig alt-for-meget-hed, der bare fik en til at kræve mere. Som nyforelsket sex. Eller velbranket juleand. Dette gælder stadig på duoens tredje reelle album {lsquo}Talkie Walkie' - et ikke rumlende originalt ordspil på de bærbare radioenheder, walkietalkier, som mobiltelefoner i dag må fnise over. Bittersøde melodier i længselsfuld sovs af synthharmonik er fortsat Jean-Benoit Dunckel og Nicolas Godins adelsmærke, og Burt Bacharach, Beach Boys, Jean-Michel Jarre, Stereolab og fransk 1960'er-pop krydsbefrugter stadig med forskellige vinklinger på sofistikeret og saliggørende pop. Synthesizerne klinger stadig varmt analogt, og stemmerne er stadig henførte og sunget fra dybt i det elektroniske fløjl. Her modsiges dog også med disharmoniske melodifigurer, og en banjo vakler et par steder gribende smukt over de så vægtløse skyer af lyd. Og minimalismens hypnotiske repetition a la Philip Glass og Steve Reich spøger. Udvikling snydes man ikke for, men det foregår nede i sangenes elegant orkestrerede lag og uden at kompromittere forførelseskunsten afgørende. {lsquo}Stay in bed' kommanderes der blidt og lokkende, og det er svært at sige nej. Til at begynde med. For Airs værste fjende er samtidig vellydens og formfuldendelsens potentiale for trivialitet. Når endnu en sky af elektronisk kor spreder sig fra højttalerne, når endnu en svulstig harmoniprogression løfter sig, endnu en luftig vokal ånder mod trommehinden. I den digitale æra kan det være svært for alvor at løfte folks øjenbryn over sonisk luksus - bare spørg i loungen - og {lsquo}Talkie Walkie' kæntrer således af og til over i muzak. Den ambiente strygen med hårene får flere sange til at gå i et med tapetet, men uden at blive en behagelig farvning af omgivelserne, snarere som en for tung parfume hængende fra et besøg af en tante med svigtende lugtesans. Og det kan ingen være tjent med. Som pressemeddelsen også foreslår, så er {lsquo}Talkie Walkie' et fremragende album som soundtrack til diverse aktiviteter - af både åndelig og kødelig art - som brugskunst. Men som et album i sin egen ret, som et kunstværk, du ved, sådan foran højttalerne: Bum-bum-bum. Som helhed kun hæderligt. Det har de gjort bedre på de bedste numre fra den undervurderede, legelystne forgænger '10,000 Hz Legend' og {lsquo}Moon Safari'. Her er fremragende øjeblikke - {lsquo}Venus', {lsquo}Run', {lsquo}Biological'!!! - men metaltrætheden spores alt for mange steder som allerede let fortærskede gentagelser af åh så saliggørende strategier. Strategier man ikke ville tænke videre over, hvis Dunckel og Godin havde bevaret en generel friskhed og intensitet i kompositionerne - ikke kun den jernsikre og, indrømmet, imponerende sans for labre lag på lag på lag af lyd. Jeg har haft svært ved at få for meget af Air, men mætheden melder sig her. Og samtidig efterlades man med en paradoksal fornemmelse af at have fået for lidt. De let avantgardistiske ambitioner er blevet skruet lidt ned til fordel for den elaborerede popsødme, og fred være med det, hvis så bare deres pop knitrede og sprudlede i mellemgulv, hjerte, dansefødder. Men det gør den kun sjældent. {lsquo}Surfing On A Rocket' lyder for eksempel som et prætentiøst og stivbenet tilløb til popmesterlighederne på debutalbummet. Man fornemmer, at Air har svært ved at komme ud af deres egne tunge dyner af velvære, af og til grænsende til det narkotiske, og det er en skam. For når Air er bedst, så rammer de en dyb europæisk nervebane og gør popsangen til en transcendent oplevelse. Til en mystisk oplevelse af tre minutters evighed, til en altomsluttende sonisk sanselighed. Det sker også her. Tag ikke fejl. Men kun i dryp. For få dryp.