Jeg kan nok lige så godt tilstå, at min personlige favorit i ABBA var den mørke og fandenivoldske Frida, der kunne snerre sit 'Rock Me', så plakaterne i mit drengeværelse forvandlede sig til flyvende tæpper, belæsset med gysende forventninger til fremtiden. Og de der kvinder i spøjst tøj. Men naturligvis var ABBA aldrig blevet en skandinavisk verdenssucces uden den modsatte følelse. Den blide, sugende melankoli og kvindelige sødme, der på naturligste vis lå i munden på Agnetha Fältskog som friske blåbær på en overskyet sommerdag i en svensk skov. Den sky diva med det besværlige liv efter de hektiske popår, som pludselig har genoptaget sin karriere med dette album med hendes versioner af nogle af de store sange til romantikkens pris. Jeg kan lige så godt tilstå, at jeg rigtig godt kan lide dele af albummet. Netop på grund af den bittersøde melankoli, der præger de bedste fortolkninger som 'Sealed With A Kiss', 'Past, Present And Future', 'I Can't Reach Your Heart' og 'Remember Me'. Derimod kunne jeg sagtens have undværet trætte travere som 'When You Walk In The Room', 'Fly Me To The Moon' og 'What Now My Love', som den blonde svensker ikke tilfører noget som helst. Affekt og Bravur gør ikke Agnetha bedre. Det gør de enkle, smukke sange, hun smyger om sig som et sjal mod verdens vemod og kulde. Et sjal af ægte silke, som også varmer os andre.