I et hjemmestudie i det stadig mindre socialrealistiske Nordvest i København, på etagen under en karateskole, sidder en bleg dansk knægt med Stetson-cowboyhat og omformer folk og country i eget billede - ikke mindst i den mandshøje, forede kasse, han lukker sig inde i, når der skal indspilles. Klaustrofobien kan godt høres på Simon Gyldens tredje album med den anselige titel, 'Copenhagen White Boy Sound: The Candy Apple Album', for der er en svag fornemmelse af genbrug af de skingert utilpassede, men alligevel amerikansk forankrede melodier, harmonier og fraseringer fra de to foregående album. Gylden er også stort set ansvarlig for det hele selv (typisk kun assisteret af medguitarist og -bassist Nikolaj Bune), men det bliver alligevel aldrig uinteressant at overvære hans digterier. Ikke mindst fordi der bag mange af de skæve, lysstemmede fraseringer og småpsykedeliske lo-fi-produktioner gemmer sig et raseri, der søges mildnet med ironi, og en desperation, der søges lettet med sorgløse abstraktioner: »George Bush/ W Bush/ All the bush I want to know about is/ The bush on the beach«. Eskapisme med blodsmag i munden. Samtidig har Gylden skrevet nogle af sine mest direkte appellerende sange overhovedet, og hans instrumentale skitser af både akustisk og elektronisk variant har også fået yderligere farve i kinderne. Kombinationen af fordybelser og omveje, fjolleri og intensitet, de løse ender, de rustne flader og de uhøvlede sange er således blevet trademark-Gylden. Og det sætter vi pris på.